Kolding Netavis

KB’s nye lysanlæg indviet

Lørdag eftermiddag blev lysanlægget på KB’s bane indviet.

Kolding Boldklub (KB) fik lørdag eftermiddag indviet sit nye lysanlæg på bane 1 på Mosevej i Kolding.

Indvielsen foregik forinden en fodboldkamp skulle starte – og dermed blev det nye lysanlæg da også prøvet af.

“Sejlivet” rød snor

I dagens anledning var der opsat “rød tråd – eller nok nærmere garn”, der skulle klippes af viceborgmester samt formand for fritids- og idrætsudvalget, Søren Rasmussen (DF) og Trille Nikolajsen (V), medlem af fritids- og idrætsudvalget.

Hvorvidt det var noget sejlivet rødt garn eller en sløv saks, skal være usagt, men der blev dog grint af det fra begge sider – både de der stod med saksen og fodboldspillere samt andre fremmødte.

Det lykkedes dog til syvende og sidst, at få klippet den røde snor.

Kommunen har givet KB det nye lysanlæg

Det er fritids- og idrætsudvalget, der har givet 700.000 kroner til, at KB kunne få lysanlægget:

-KB gør et fantastisk arbejde for fodbolden. Det er en stor glæde, at vi har kunnet støtte dem med et nyt lysanlæg. Nu kan vi se det i funktion til glæde for mange unge mennesker. Så det er dejligt, fortæller formand for fritids- og idrætsudvalget, Søren Rasmussen, til Kolding Netavis.

Det glæder Søren Rasmussen, at lysanlægget nu er indviet og klar til brug:

-Det er dejligt. I fritids- og idrætsudvalget forsøger vi, at understøtte de frivillige kræfter. Det gælder uanset om det er i Lunderskov, Vamdrup, Christiansfeld eller Kolding. Det handler om, at skabe glæde for unge mennesker og for andre, der ønsker at dyrke idræt. Og med lysanlægget her på Mosevej betyder det jo, at banen på det flotte anlæg kan bruges i endnu flere timer, slutter Søren Rasmussen.

Se billederne nedenunder…

Del denne artikel