Kolding Netavis

Karina Lorentzen: -Løkke i febervildelse om S-V-regering

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Politik

Det må være Løkkes febervildelse der fører til, at han kommer med forslag om en S-V-regering, siger Karina Lorentzen (SF).

Folketingskandidat Karina Lorentzen (SF) kæmper for at få stemmer nok til Folketingsvalget den 5. juni:

– Jeg manglede jo 91 stemmer sidste gang og det håber jeg ikke gentager sig. Så jeg må kæmpe det bedste jeg har lært. Det går jo godt for SF lige nu. Vi står lige nu til to mandater. Så man kan jo håbe, at Kolding og Trekantområdet igen får en stemme, der er en SF’er. Vi har de gode mærkesager på plads. Vi skal have minimumsnormeringer til vores børn, en ordentlig klimaindsats og skal passe på vore ældre borgere, fortæller Karina Lorentzen til Kolding Netavis.

Hvorfor skal danskerne stemme på dig?

– Det skal de, fordi de får en kandidat, som er lokal. Jeg synes det er en uskik ikke at bo i sin valgkreds. Jeg tror løsninger for Syddanmark skabes bedst ved, at bo her. Og jeg har erhvervserfaring. Jeg har været ude og prøve nogle forskellige ting. Jeg har også haft familiemedlemmer, der har været fyret under finanskrisen. Så jeg har også set bagsiden af, hvordan livet kan udvikle sig. Jeg er en lokalpolitiker, der har megen erfaring og kæmper for de udsatte i samfundet, børn og vore ældre, siger Karina Lorentzen.

I følge meningsmålingerne ser det godt ud for rød blok. Hvordan ser du det?

– Det er rigtig positivt. Meningsmålingerne viser, at mange danskere bakker op om, at vi skal have en ny regering. Jeg vil også kæmpe for, at den nye regering får en ny politik. En stemme på SF er med til, at Socialdemokratiet kan trækkes lidt til venstre, forklarer Karina Lorentzen.

Lars Løkke Rasmussen har luftet tanken om en V-S-regering. Hvad mener du om det?

– Det er utænkeligt med en S-V-regering, når man ser på hvordan politikken har været i de senere år. Der er blevet sparet hårdt på børn, de udsatte og ældre. Det er en politik, som er uforenelig med den politik, som Socialdemokratiet står for – og som vi i SF også bakker op om. Kommunerne skal have flere penge – de er nødlidende netop nu. Løkkes forslag er helt galimatias. Det må være Løkkes febervildelse der fører til, at han kommer med den slags forslag, fortæller Karina Lorentzen.

Danskerne kan sætte deres kryds Grundlovsdag – den 5. juni.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *