Kan vi smitte vores hund med vores egen influenza? Få svaret her…
Post-corona influenza-sæsonen er ved at gå i gang, og vi mennesker lader os vaccinere i rekordstort tal. Alligevel bliver nogle af os jo syge – og hvad så med hunden, der kommer til sengekanten og trøster, kan vi smitte den? Dyrlæge hos Agria Dyreforsikring kommer her med svaret.
-Det korte svar er heldigvis nej. I modsætning til visse andre vira, så smitter influenza meget sjældent fra mennesker til dyr, fortæller Agria Dyreforsikrings dyrlæge, Mogens Brix, i en pressemeddelelse.
-De vira, der typisk smitter mellem dyr og mennesker, er f.eks. rabies (tidligere kaldet hundegalskab). Men vira er generelt selektive, så det er i realiteten ganske få af de gængse vira, vi oplever her i Danmark, der smitter mellem dyr og mennesker, fortsætter Mogens Brix.
Der findes en særlig influenzatype, parainfluenzavirus (CPI), som rammer hunde, men vaccinen mod den er del af det almindelige vaccinationsprogram for hunde, og den kan altså ikke smitte mennesker.
Begynder hunden at hoste?
Det er dog ikke utænkeligt, at din hund begynder at hoste, mens du selv ligger syg i sengen med influenza. Vores influenzasæson er nemlig samtidig højsæson for såkaldt kennelhoste, en betegnelse der dækker over en række virus- og bakterieinfektioner, der angriber hundes luftveje.
Kennelhoste er en fællesbetegnelse for flere sygdomme, der udover ovennævnte parainfluenza, også tæller bl.a. canine adenovirus (CAV) type 2 og bordetella bronchiseptica.
Ifølge Mogens Brix kan kennelhoste kendes på en hul og tør hoste, og han fortæller, at mange hundeejere først tror, at hunden har fået noget galt i halsen.
Hunde kommer i reglen over sygdommen af sig selv i løbet af en uge eller to, men hold øje med, om den får feber eller virker sløj, for man kan være uheldig, at kennelhoste udvikler sig til lungebetændelse, hvilket kræver behandling hos dyrlægen.
Smitten
Smitten spredes primært, når flere hunde samles.
Hvis din hund får kennelhoste, er det derfor vigtigt, at I undgår kontakt med andre hunde i løbet af de første to uger.
Vær også opmærksom på, at det kan være rarest for hunden at blive luftet i sele, mens den er syg, så den kan slippe for halsbåndet, der trykker på de generede luftveje.
Heldigvis kan hunden ikke smitte os med kennelhoste, så vi kan trygt nusse hinanden, når hosten indtræffer og sengen kalder.