Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
Mit hjerte hamrede som en tamburin, og mine tanker kørte rundt som en hamster i et hamsterhjul på højtryk.
”Du må gerne køre bil, men husk at tage cyklen hjem! Du må gerne danse på bordet, men køb lige en pizza først!”
Noget i den stil, for pludselig nærmede en virkelig pæn mand sig mig med en målrettethed som en haj efter sit bytte. Jeg kunne nærmest fornemme, hvordan tankerne flaksede rundt i hans hoved som en flagermus: “Cool, hun synes også, jeg er sød!”
Mens jeg sad der og jonglerede med tankerne om, hvordan jeg i al stilhed kunne introducere konceptet, at jeg faktisk er godt gift – som om jeg konkurrerede i en komisk kamp – overvejede jeg, om jeg skulle lade min ring skinne som en diskokugle i lysstrålerne eller bare løfte den casual, mens jeg sagde: “Hey, jeg er taget!”
Men det kunne jo også være sjovt bare at lade ham tage plads ved siden af mig i et minut eller to. Man må jo være ordentlig over for sine bejlere, ikke?
Tiden gik, og jeg nåede lige at tænke: “Hold da op, han er målrettet!” “Det er virkelig selvsikkert af ham,” hviskede en lille stemme i mit hoved, “og ret sødt!” Ahhh, hvad skulle der nu ske? Pludselig havde hans raketfart bragt ham hen til mit bord. Jeg slog blikket op på ham, mens jeg mumlede kortfattet: ”Jeg er i et forhold” og viste min ring. ”Du har taget mit bord.” ”Jamen, det er sødt af dig, men jeg er i et forhold.” ”Nej! Du har taget mit bord,” sagde han, og pegede på en jakke, der havde puttet sig på stolesædet overfor og ikke længere hang på stoleryggen.
”Ahh, nåh okay, det er jeg ked af.” Så gav det også lidt bedre mening for mig. Lidt rød i hovedet samlede jeg mine ting og fandt et andet bord. Jeg besluttede mig for at ringe hjem og skælde min mand ud.
Han tog det som altid med oprejst pande og grinte af mig. Man kunne nærmest fornemme, hvordan han rystede på hovedet i den anden ende af telefonen. “Du er altså et fjols nogle gange,” sagde han, mens det glade grin strålede ud fra den anden side af linjen. Jeg kunne næsten se ham foran mig med hans varme øjne og den afslappede måde at trække på skuldrene – hans vanlige reaktion på mine dramaer.
“Det var ikke bare en misforståelse! Han var altså virkelig pæn,” svarede jeg i en tone, der svømmede mellem irritation og forlegenhed. “Og så havde han så meget selvtillid. Det kunne da godt have været, at han gik målrettet efter mig,” fik jeg sagt lidt irriteret over hans manglende tro på det.
“Og hvad så? Du elsker mig, og jeg elsker dig,” sagde han blidt. Lige præcis den slags påmindelse, jeg havde brug for. “Bare vær dig selv, men måske lidt mindre af dit sædvanlige jeg,” lo han af mig.
Jeg kunne ikke lade være med at grine af mig selv. “Du har ret. Det er bare mig, der ikke kan styre mit dramatiske jeg.”
Efter et kort øjebliks stilhed sagde han: “Hvor er du overhovedet? Det lyder som en interessant aften.”
“På en bar,” svarede jeg og så på det halvfyldte udvalg af cocktails foran mig med en smule modvilje. “Er du sikker på, at jeg skal blive her?”
“Ja, sgu da! Prøv at have det sjovt,” sagde han. “Mød nye mennesker. Bare fordi vi er gifte, betyder det ikke, at du ikke kan have det sjovt.”
Da vi lagde på, følte jeg en lettelse, men også en nyfunden styrke. Jeg kunne være mig selv – det dristige og lidt dramatiske jeg, der tiltrak opmærksomhed. Men aftenen blev også en bekræftelse på, at kærlighed og frihed kan eksistere side om side. Et kort øjeblik kom jeg til at tænke over, hvor sjovt han mon egentlig har det, når han er ude?
