Læserbrev af Mette Voss, pædagog, Borgergade 38, 6000 Kolding.
I denne tid, har I travlt med at finde kandidater til byrådsvalget i 25. Samtidig skorter det ikke på ting man gerne vil opnå ved et valg.
Same same kan man sige, for det skete også sidste gang.
Jeg ved godt at i politik handler det om kompromiser, men når jeg tænker tilbage på valgløfterne fra 21, så må jeg erkende at børnene ikke er blevet prioriteret når det kommer til området 0-6 år.
Skolerne og specialområdet har fået tildelt midler, men de mindste- der hvor det hele starter, de er nærmet blevet negligeret.
Vil I være det bekendt?
Vi får flere og flere børn med diagnoser i den almindelige daginstitution, men normeringen følger ikke med.
Kolding Kommune fortæller at vi har minimumsnormering på kommuneniveau, hvilket betyder 5,8 børn pr. voksen i en børnehave, men kigger man rundt i børnehaverne, vil man se daglige eksempler på at det ikke holder i praksis.
Et kig på egen institution, fortæller at der til en gruppe på 15 børn er 2 pædagoger i tidsrummet 9-13. Ellers er man alene og må trække og håbe på hjælp fra de andre stuer, som også står i samme situation.
Så når vi er alene er det som “brandslukker” vi agerer. Vi prøver at skabe ro og rammer, så konflikterne minimeres, men har vi fokus på andet, f.eks et bleskift, så vælter det og vi har endnu en konflikt.
Så en bedre fordeling af ressourcer på gulvet vil være et plus, således vi kan støtte det enkelte barn i dets udvikling, men også favne og støtte alle børn, der som det er nu, ikke får, hvad de har behov for og har krav på.
Det handler jo om mennesker, og mennesker herunder børn, skal jo behandles ordentligt.