Kolding Kommune har gennem længere tid været på jagt efter et nyt hjem til William Soyas store, lysskulptur, der i sin tid blev skabt til den tidligere biblioteksbygning i Kolding. Nu er det lykkedes.
Tilbage i 1975 skabte William Soya en lysskulptur til Kolding Bibliotek. Værket blev skabt specifikt til at hænge under ovenlysvinduet i udlånssalen, og da biblioteket fraflyttede lokalerne i 2008 blev værket opmagasineret på depot.
Kolding Kommune har forsøgt at finde en ny placering til værket, men har hidtil ikke kunnet finde en aftager til det tonstunge værk, der består af bemalede 48 metalrør og 80 lamper med farvede pærer. Selv om værket var gratis, skulle den nye ejer selv skulle stå for restaurering og genophængning. Det var der i første omgang ingen, der havde mod på. Fremtiden for værket så derfor noget dyster ud.
Redningen kom på målstregen i form af et tilskud på 300.000 fra Statens Kunstfond til restaurering af kunstværket, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Kolding Kommune søgte derfor igen efter et nyt hjem til lysskulpturen og denne gang lykkes det: William Soyas værk bliver placeret i loftet af Københavns Lufthavns terminalbygning Finger E, der er i færd med at blive udvidet. Det nye byggeri står klar i efteråret 2020. Her vil værket kunne opleves af de millionvis af rejsende fra ind og udland, der normalt passerer gennem lufthavnen hvert år.
– Det er en stor glæde, at det endelig er lykkedes at finde et nyt hjem til Soyas lysskulptur. Det er spektakulært værk, der nu får en spektakulær placering, lyder det fra formand for Kulturudvalget i Kolding Kommune Jesper Elkjær (B). Han har siddet i det bedømmelsesudvalg, der har kigget på ansøgninger fra potentielle modtagere af værket, blandt andet sammen med Henrik Menné fra Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst. Henrik Menné glæder sig ligeledes over, at Soyas markante værk igen kan komme en større offentlighed til glæde.
– Lufthavnen er et godt valg, fordi man her har en placering med ovenlys, der minder om den, som værket oprindelig var skabt til. Og så passer rummets dimensioner og materialer rigtig godt til det næsten 20 kvm store værk. Jeg er sikker på, at Soyas værk vil give nye og spændende oplevelser, mens man er på vej eller venter, fortæller Henrik Menné.
For modtageren, Københavns Lufthavn, passer Soyas lysskulptur ikke kun perfekt til den nye tilbygning, men også til lufthavnens kunststrategi, der blev lanceret sidste år:
– Vi vil gerne give passagererne en ekstra oplevelse i form af kunst og kultur. For os er det vigtigt at vise vores gæster nordisk og i særdeleshed dansk samtidskunst. Vi får masser af positiv respons på vores kunstværker, og det er jeg sikker på, at vi også kommer til at opleve med Soyas værk. Det bliver megaflot, siger projektchef i Københavns Lufthavn Henrik Vahlun.