Kolding Netavis

Kæmpe fremgang i antallet af ansøgere til IBA

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Jeanette Lemmergaard er rektor på IBA Erhvervsakademi Kolding, og hun glæder sig over, at der er stor søgning til uddannelserne i Kolding. Foto: Maria Tuxen Hedegaard.

Rigtig mange har lyst til at studere på IBA Erhvervsakademi Kolding efter sommerferien. Det er den helt korte konklusion, da ansøgningsfristen udløb fredag.

I alt har IBA fået 1392 ansøgninger til sine fuldtidsuddannelser. Det er 28 procent flere end i fjor. Og tallet dækker over en fremgang på stort set samtlige uddannelser, der udbydes på erhvervsakademiet i Kolding.

Den positive effekt slår også igennem, hvis man udelukkende kigger på, hvor de studerende allerhelst vil fortsætte deres studieliv. Af de mange ansøgere er det nemlig 561, der har IBA som sit første valg. Også det tal er markant højere end de foregående år.

Det er en meget positiv tendens, som IBA’s rektor, Jeanette Lemmergaard, er yderst tilfreds med:

-Samtidig vil jeg glæde mig på vegne af den enkelte ansøger og erhvervslivet, som vi arbejder tæt sammen med. For det er jo vores fornemmeste opgave, at de studerende får en uddannelse, som de kan bruge til noget bagefter. Og som der også er efterspørgsel på ude blandt virksomhederne, fortæller rektoren i en pressemeddelelse.

Succes med online-strategi

En stor del af fremgangen skyldes de fire online-uddannelser, som IBA har lanceret de seneste år. Her får de studerende ganske vist deres undervisning på IBA, men den foregår digitalt, så den enkelte studerende kan sidde i både ind- eller udland og følge sit studie. For IBA er online-uddannelserne en strategisk satsning, som har vist sig at være en betydelig succes.

-Det skyldes uden tvivl, at der har været et behov hos mange studerende for netop denne type af uddannelse. Nogle foretrækker at få undervisning uden det fysiske fællesskab i undervisningslokalet. Og andre er bare glade for, at online-undervisning er mere fleksibel og lettere kan tilpasses andre pligter i hverdagen, siger Jeanette Lemmergaard.

Forkert beslutning

Online-satsningen bidrager til, at IBA næsten har indhentet den nedgang, som opstod efter 2021, da man måtte lukke en stribe engelsksprogede fuldtidsuddannelser og sige farvel til mange internationale studerende.

Det skyldes et politisk ønske om at spare SU til udlændinge, der studerer i Danmark. Beslutningen ramte alle landets erhvervsakademier og professionshøjskoler.

-Som institution har vi fundet nye veje, og det er naturligvis glædeligt. Men det er stadig et stort tab for det danske samfund – og for vores danske studerende – at vi må undvære den internationale inspiration, som fulgte med de engelsksprogede uddannelser. Beslutningen er forkert, og jeg håber, politikerne får modet at gøre den om, siger Jeanette Lemmergaard.

Hun understreger, at IBA i hvert fald er helt klar til igen at tage imod engelsksprogede studerende. Faktisk har erhvervsakademiet allerede et stærkt stigende antal studerende fra udlandet, som selv betaler for et bachelorstudie på engelsk, og som ikke modtager dansk SU imens.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel