Trapholt åbner dørene til årets julemarked for kunsthåndværk og design.
Der er julestemning på Trapholt, når museet 27. + 28. november afholder det traditionsrige julemarked den 1. weekend i advent.
50 af Danmarks dygtigste kunsthåndværkere og designere møder op for at sælge deres unikke produkter inden for keramik, glas, illustrationer, smykker, træ og tekstiler mm.
Med live julemusik i baggrunden vil der være rig mulighed for at finde julegaver og julepynt. I juleworkshoppen kan gæsterne begge dage lave farvestrålende julepynt med familien – inspireret af Verner Panton udstillingen. Julepynten kan pynte på Trapholts juletræ, eller gæsterne kan tage det med hjem.
Gustav Lind Trapholt er også i julehumør og serverer ud over lækker frokost og kaffe også gløgg og æbleskiver både i caféen og udenfor ved den hyggelige food truck.
Entré til julemarkedet koster kr. 65 + gebyr og giver også adgang til museets udstillinger, bl.a. den anmelderroste Verner Panton udstilling.
Som følge af coronasituationen har Trapholt indført tidsintervaller på billetterne til julemarkedet med henblik på at fordele julemarkedets gæster jævnt over hele dagen og dermed en tryg oplevelse. Desuden skal der vises coronapas ved indgangen.
En pulje af billetterne er sat til salg på Trapholts hjemmeside. Resterende billetter sættes til salg lige op til julemarkedet og på selve dagen ved indgangen.
Trapholt Julemarked finder sted lørdag og søndag den 27. og 28. november 2021. Begge dage kl. 10-17.