For første år er det Lions Kolding, der står for driften af Julemandens Hus i Helligkorsgade. Der mangler en håndfuld frivillige, der vil hjæpe til.
Eftersom City Kolding er gået i opløsning, er det nu Lions Kolding, der skal stå for driften af Julemandens Hus i Helligkorsgade i Kolding.
-Vi kan godt bruge en håndfuld frivillige hjælpenisser. De skal hjælpe julemanden, nogle skal være på juletoget, mens andre skal snakke med de besøgende, fortæller Bjarne Carlsen fra Lions Kolding til Kolding Netavis.
De frivillige skal også være med til, at sprede budskabet med den efterhånden mangeårige tradition med næstekærlig julegave.
-Det er Kolding Kommune, der visiterer et sted mellem 370 og 400 børn om året, der sikrer de får to julegaver hver. Der bliver lavet et til- og frakort for hvert barn. Og her står gaveønsket. De bliver hængt på juletræet i Julemandens Hus. Så kan folk komme ind og tage et kort, tage ud at købe en gave og så komme tilbage med gaven, hvor du binder til- og frakortet på. Julegaver skal være indleveret senest 17. december. Julegaverne deles ud ved en juletræsfest i festsalen under Familierådgivningen, forklarer Bjarne Carlsen.
Det er børn, der er tilknyttet Tinghøj, Børnefamiliehuset, Familierådgivningen, Gademix eller Kolding Krisecenter, som er visiteret til to julegaver hver.
Har du lyst til at være hjælpenisse, kan du kontakte Bjarne Carlsen på 4020 8720 eller mail **@pa***.dk . Det skal ske i løbet af de næste 14 dage.
Julemandens Hus er åben fra 29. november til 23. december.