Kolding Netavis

Julekalender 2022: Du kan glæde dig til to nye julekalendere i år

Josephine Højbjerg spiller nissepigen Tinka. Foto: Per Arnesen/TV2 (Arkivfoto)

Både DR og TV2 har en ny julekalender på programmet i december.

Julekalender 2022: December nærmer sig. Snart er der blot halvanden måned til, at vi skriver 1. december. Og i december er der jo tradition for, at man kan se julekalendere i tv’et. I år er ingen undtagelse. Dog er det lidt usædvanligt, at der er to nye julekalendere. Men det er tilfældet i år.

Foto Per Arnesen TV 2
Josephine Højbjerg spiller nissepigen Tinka. Foto: Per Arnesen/TV2 (Arkivfoto)

Tinka og sjælens spejl

TV2 blænder op for tredje sæson af “Tinkas jul”. Tredje sæson hedder “Tinka og sjælens spejl”.

Sidst vi mødte Tinka, indførte hun Samlingen, hvor repræsentanter for regionerne – og et enkelt menneske – sammen styrede og bestemte. Men i “Tinka og sjælens spejl” har Tinka endnu ikke fået den nye styreform til at fungere, sådan som hun havde forestillet sig.

Hun begynder at tvivle på sine egne evner som nissernes leder, og da hærchefen Ingi sætter hende på sporet af en familiehemmelighed, søger Tinka med hjælp fra sin bedste ven, Lasse, svar i menneskenes verden.

Her venter der Tinka en overraskelse, som vender fuldstændig op og ned på hendes liv, og som sætter hele Nissernes Riges eksistens på spil.

DR julekalender landsby Mastiff 1024x576 1
Foto: Mastiff.

Julehjertets hemmelighed

DR blænder også op for en ny julekalender. Den hedder “Julehjertets hemmelighed”, der foregår tilbage i år 1850.

Den snart 13-årige Karen skal starte som stuepige på den nærliggende herregård. Men at blive 13 betyder også, at hun ikke længere kan se sin bedste ven og herregårdens beskytter, nissen Rumle. Derfor bliver Rumle og Karen fristet til sammen at skabe et magisk julehjerte, så de for altid vil være venner alligevel. Men pludselig begynder alverdens mystiske ting og ulykker at ske på herregården…

December bliver et magisk eventyr og en stor prøvelse for Karen, hvor hun skal redde Rumle fra den onde Lars Ravn, forsøge at gøre julehjertet om så herregården kan komme tilbage til hvor den var før julehjertet blev skabt og samtidig passe sit nye arbejde.

Men Karen skal også indse, at det er hende som bliver nødt til at give slip på Rumle før alt kan blive godt igen.

Årets genudsendelser

Sædvanen tro er der også julekalendere, der genudsendes. Her får du et overblik over hvilke julekalendere, der genudsendes i år.

Foto Steen Linde TV 2
Foto: Steen Linde/TV 2.

The Julekalender

Ingen jul uden Oluf Sand, Gertrud og Benny i “The Julekalender”. Her kan du glæde dig til velkendte vendinger som “bob-bob-bob” og “Oooluuuf, jeg står under æ’ mistelten” fra kalendereventyret “The Julekalender”, som blev sendt første gang i 1991.

“The Julekalender” bliver sendt på TV2 Charlie.

Pyrus foto Soren Hartvig TV 2
Pyrus. Foto: Søren Hartvig / TV2 (Arkivfoto)

Alle tiders julemand

TV2 sender om eftermiddagen “Alle tiders julemand” med Pyrus, der spilles af Jan Linnebjerg.

Pyrus kommer galt afsted med en trylleformular. Det går det ud over selveste julemanden, der mister sin hukommelse.

Julekalendere for de mindste

Og på TV2 Play vil der komme to julekalendere for de mindste. Det er “Rasmus Klumps julestue” og “Jul i historiehulen”.

Hvorvidt DR sender flere julekalendere i 2022 er endnu ikke offentliggjort.

Kilder til årets julekalendere: DR & TV2.

Tagget med: ,
Del denne artikel