For første gang bliver det muligt at opleve udstillinger om to af TV2’s mest elskede og sete julekalendere ”Pyrus” og ”The Julekalender” samtidig og med kun en kilometers afstand ved Brørup.
Julebrødre samler Pyrus & The Julekalender: Julebrødrene Bønny og Brian Lillelund, der blev landskendt, da TV2 viste en dokumentar om dem, har taget initiativ til det unikke museumssamarbejde. Brødrene skal selv huse ”The Julekalender” på Lillelund Julemuseum for enden af Sønderskovgårdvej ned mod Kongeåvejen mellem Foldingbro og Skodborghus. Samtidig skal Museet Sønderskov lægge rum til ”Pyrus”-udstillingen en kilometer længere oppe ad vejen.
-Vi er et lille privatdrevet julemuseum, som ikke får statskroner og modtager offentlige ydelser. Derfor var det et næsten uopnåeligt mål for os at lave bare en enkelt udstilling af denne kaliber. Men med Museet Sønderskovs hjælp og opbakning blev det muligt at få ikke bare én, men begge udstillinger hertil området, fortæller Bønny Lillelund med et stort smil.
Lillelund Julemuseum har tidligere haft et godt samarbejde med Museet Sønderskov i forbindelse med Jette Frølich-udstillingen. Derfor inviterede brødrene den nye leder på museet, Anne Cathrine Lorentzen, med til Randers for at se ”Pyrus,” da den var udstillet der.
-Museet Sønderskov har en lang tradition med at fejre julen med sit årlige arrangement ”Jul på Sønderskov”, og have masser af børnehaver og skoleklasse på besøg i Museets juleudstillinger. Da Julebrødrene fortalte om Pyrus udstillingen, var vi slet ikke i tvivl om, at vi skulle prøve at få de nødvendige tilladelser og hente udstillingen til Museet Sønderskov. Og det er heldigvis lykkedes, og nu glæder vi os til at sætte den op i de gamle herregårdsstuer og vise den til jul. Da Bønny og Brain ringede og fortalte os, at de havde fået lov til at vise The Julekalender, var det jo fantastisk. To julekalenderudstillinger i samme område er jo endnu stærkere end én, og samtidig viser det at kulturen i Vejen Kommune, selvom pengene er små, kan skabe gode og større oplevelser i fællesskab, siger Anne Cathrine Lorentzen.
Udstillinger med originale dragter, kulisser og rekvisitter
På udstillingerne kan man se originale kostumer og rekvisitter fra de to ikoniske julekalendere.
På Museet Sønderskov bliver ”Pyrus” iscenesat i flere af museets gamle herregårdsstuer. Her vil man blandt andet kunne se Pyrus’ originale nissedragt, Freyas kjoler og nissepigen Kandis’ kjole. Og så kan man gå glad i bad og se den ikoniske urtepotte blandt kæmpebøger og andre finurlige rekvisitter.
Der er en helt unik mulighed for at komme tæt på de kendte rekvisitter. Her kan man blandt andet se, hvordan Pyrus-støvlerne er lavet af et par vandrestøvler, der er beklædt med materialet fra et rødt håndklæde.
”The Julekalender” iscenesættes på 100 kvadratmeter ved Lillelunds Julemuseum. Her vil man blandt andet kunne opleve køkkenet og stuen i ”The Julekalender”, nøjagtig som det så ud på de danske tv-skærme for første gang i 1991. Og så genskabes en mindre udgave af nissernes hule.
-Pyrus og The Julekalender er to af vores absolutte ynglings-tv-julekalendere. Så at få mulighed for at genskabe universet her i vores museum, som jo også er vores private hjem, er helt fantastisk, jubler Bønny Lillelund og fortsætter:
-Tænk engang! Efter lukketid kan vi bare gå ned og sætte os i køkkenet og føle os som Oluf og Gertrud Sand. Han ringede i øvrigt til os, da aftalen var kommet i hus. Bare for at høre, hvem vi var. Så det fortalte vi ham. Og så hvor beærede vi var over at få lov til at udstille deres univers.
Det nøjagtige tidspunkt for udstillingerne ligger ikke helt fast endnu. Men hvis alt går efter planen, åbner de lørdag den 29. oktober og er åben tirsdag til søndag fra kl. 11 til 16 indtil 18. december.