Kolding Netavis

Jul i den gamle købmandsbutik

Foto: Figaros.

Kolding Teaterforening præsenterer “Jul i den gamle købmandsbutik” i samarbejde med teaterselskabet Figaros.

Det er en musikalsk julekomedie, Kolding Teaterforening i samarbejde med Kolding Egnsteater kan præsentere på Kolding Egnsteaters scene.

Det er teaterselskabet Figaros, der står for ”Jul i den gamle købmandsbutik”. Figaros er kendt for deres musikalske forestillinger, som de opfører med et meget humoristisk tvist. Det gælder også denne forestilling, der er inspireret af tidens toner, radioudsendelser, og blade og aviser fra 1968. Her er tale om en ægte gammeldags julehandling:

Hans Dueholm spiller købmand Thomsen, hvis forretning lider under det ny supermarkeds moderne markedsførings-metoder og ikke mindst hans egne gammeldags ditto. Banken har netop krævet et stort lån indfriet inden d. 24. december, så konkursen truer. Men hjælpen er på vej i form af konsulenten A. Nissen, spillet af Birgitte Mosegaard Pedersen, fra Hovedkontoret. Begge sangere akkompagneres af Allan Dahl Hansen, som også spiller postbuddet.

Sange som Dyrtidsvisen (der er lagt på silden og der er lagt på ilden), Jeg så julemanden kysse mor, Sikken voldsom trængsel og alarm, Fordum var der fred på gaden og Nu har vi altså jul igen fletter sig ind i den muntre handling. Og sammen med de indlagte fællessange, hvor publikum kan synge med, hjælper det med til at få den rette julestemning til at indfinde sig.

Du kan se “Jul i den gamle købmandsbutik” torsdag den 1. og fredag den 2. december. Begge forestillinger starter kl. 19.30 på Kolding Egnsteater. Billetter kan købes på billetten.dk.

Del denne artikel