Kolding Netavis

Jordbæravler plukker titlen som Årets IBA Underviser

Elo Christoffersen
Jesper Outzen har i flere år været tilknyttet IBA som underviser. Han blev fastansat i 2022. Jesper underviser på akademifaget ”Anvendelse af kunstig intelligens”. Foto: Maria Tuxen Hedegaard/IBA.

48-årige Jesper Outzen får prisen som Årets IBA Underviser.

Det skyldes ikke mindst hans ihærdige indsats for at inddrage generativ kunstig intelligens (AI) i undervisningen.

Jesper Outzen underviser på akademifaget ”Anvendelse af kunstig intelligens”, som han selv har udviklet fra bunden. Men han dukker også op som gæsteunderviser på andre fag, da IBA har som ambition, at AI skal indgå som en del af undervisningen på samtlige uddannelser.

Undervisningsprisen 2025

Med hæderen følger, at Jesper Outzen nu er med i opløbet om Undervisningsprisen 2025, der uddeles af Uddannelses- og Forskningsministeriet blandt kandidater fra alle landets otte erhvervsakademier. Den landsdækkende pris har som formål at hylde værdien af god undervisning.

Jesper Outzen er udvalgt af en enig jury, som bl.a. har bestået af to studerende, et byrådsmedlem og IBA’s bestyrelsesformand Jørn Pedersen.

Det er Jesper Outzens egne studerende, der har indstillet ham i konkurrencen. De roser ham både for undervisningens høje faglige niveau, hans kreative formidling – og hans gode humør. En af indstillingerne slutter således: ”Hvis der var en Oscar for undervisere, så skulle Jesper have den”.

-Jeg elsker mit fag. Og jeg elsker dét at undervise. Det får mine to største interesser til at smelte sammen – nemlig viden om ny teknologi og nysgerrigheden på andre mennesker, fortæller Jesper Outzen i en pressemeddelelse.

Hjertepatient og jordbæravler

Årets IBA Underviser er oprindelig fra Løgumkloster og er udlært tøjsælger i en strøgforretning i Tønder. Siden fik han interesse for digitalisering, hjemmesider, sociale medier og ny teknologi. Han er blandt de første i landet, som fik en uddannelse som multimediedesigner. Siden har han blandt andet også bestået en Master inden for oplevelsesledelse.

Mange kender også Jesper Outzen som foredragsholder. Foruden de rent faglige foredrag er han jævnligt ude med sit foredrag ”Tillykke med min sygdom”, som tager afsæt i hans kroniske diagnose som hjertepatient.

Andre har helt sikkert mødt Jesper på jordbærmarken. For sammen med sin hustru, Nanna, har han i flere år drevet Kobbersted Jordbær, som ligger i sammenhæng med familiens hus i Kobbersted nær Hejlsminde Nor. Til sommer står her 15.000 bær og venter på plukkelystne kunder.

Underviseren, der bor i Aller ved Christiansfeld, har to drenge på 7 og 11 år sammen med sin hustru.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel