Du kan opleve det syv mand store danske band Jonah Blacksmith på Tønder Festival 2024 og giver i anledning af festivalens 50-års jubilæum en koncert med ekstra krydderier.
I 2024 kan du opleve Jonah Blacksmith på Tønder Festival. Mange vil formentlig huske, da Jonah Blacksmith spillede på Tønder Festival i 2015. De færreste publikummer kendte dengang bandet fra Thy, men det det blev der lavet om på den aften.
Koncerten var en publikumsoplevelse af rang, anmelderne gav topkarakterer, og Jonah Blacksmith blev efterfølgende det band, “man talte om”.
Lyden er stor og dynamisk
Jonah Blacksmith har statueret sig som et af Danmarks bedste livebands. Bandets lyd er stor og dynamisk – som Vesterhavet og hjemegnen i Thy. De har med personlige sange og ikke mindst Simon Alstrups stærke vokal skabt deres helt eget univers, hvor nærvær går hånd i hånd med det storladne. Mange husker nok radiohittet “House on fire”.
Siden 2015 har Jonah Blacksmith besøgt Tønder Festival flere gange, og nu kan publikum glæde sig til et gensyn. Denne gang med overraskelser og – indtil videre hemmelige – gæster på scenen.
-Tønder Festival har en ganske særlig betydning for os, for der har vi simpelthen haft nogle af vores allerbedste koncertoplevelser. Vi glæder os til at komme tilbage, og vi tør godt love, at vi kommer med noget aldeles ekstraordinært til vores Tønder-koncert i 2024, fortæller Simon Alstrup fra Jonah Blacksmith i en pressemeddelelse.
-Jonah Blacksmith er et af de bands, vores publikum har øverst på ønskelisten. Forbindelsen mellem bandet og vores festival er meget stærk, og det er helt oplagt, at Jonah Blacksmith er på plakaten på Tønder Festival 2024, siger Maria Theessink, kunstnerisk leder af Tønder Festival.