Kolding Netavis

Johnny fra Vamdrup cykler til tops i Pyrenæerne for en verden uden sclerose

Johnny Roager Rechnagel (t.h.) fra Vamdrup ifører sig atter en Cykelnerven-trøje og trofast sætter sig op på den tohjulede. Her ses han sammen med sin bror, Frank. Foto: Jakob Helbig.

250 danske cykelentusiaster er i øjeblikket i fuld gang med at træne på den tohjulede for at blive klar til september, når de kæmper sig i mål på de afgørende Tour de France-bjerge i Pyrenæerne.

En af dem, der allerede nu bruger mange timer i sadlen, er Johnny Roager Rechnagel fra Vamdrup, der har valgt at tage kampen op mod de franske bjergtoppe på sin cykel, men også mod en verden uden sclerose.

Det er nemlig sammen med resten af rytterne på Scleroseforeningens cykelevent, Cykelnerven, at han samler ind til forskning i sclerose på sin tur op ad Tour-bjergene. Det oplyser Scleroseforeningen.

På Cykelnerven deler alle 250 deltagere en fælles passion for bjergcykling af den krævende slags. Men de har også en fælles mission. De cykler nemlig også for at samle penge ind til forskning i sygdommen sclerose – en sygdom, der gennemsnitligt rammer to danskere hver dag. Faktisk har Danmark en af verdens højeste forekomster af sclerose, og på bare 20 år er antallet af danskere med sclerose fordoblet.

Indsamler millionbeløb

I dag lever over 17.200 danskere med den uhelbredelige sygdom, og i kampen mod en verden uden sclerose og et bedre liv med sygdommen, indsamler cykelrytterne hvert år et stort millionbeløb ind til den forskning, der skal være med til at sætte en kæp i sclerose-hjulet.

Hver enkel rytter er altafgørende for at samle penge ind til den livsvigtige forskning, og det er da også en af grundene til, at Johnny Roager Rechnagel fra Vamdrup atter ifører sig en Cykelnerven-trøje og trofast sætter sig op på den tohjulede.

-Min svigermor fik konstateret sygdommen i 2001, og hun kæmper hele tiden for at kunne blive ved med at gøre de ting, hun plejer. Det er både psykisk og fysisk hårdt for hende. Derfor er der også et personligt anliggende i det for mig at deltage i et cykelløb, der samler ind til netop dén sygdom. Jeg vil jo gerne hjælpe til med at skabe opmærksomhed på emnet og fundraise penge til forskning i sclerose. Det er en forfærdelig sygdom, som der desværre ikke er så meget fokus på, mener Johnny og fortsætter:

-I år har jeg endda lokket min bror, Frank Dahl fra Kolding, med. Sammen har vi cyklet rigtig meget – også i vores unge dage i Kolding Bicycle Club. Så at få denne oplevelse sammen bliver helt eminent.

Indsats fra Vamdrup er guld værd

Cykelnervens ambassadør og cykelekspert, Dennis Ritter, står igen i år for at udvælge Cykelnervens rute, som hvert år tager udgangspunkt i de bjerge, eksperter verden over udråber som værende de mest afgørende for dette års Tour de France.

Og her var der ingen tvivl. Det bliver i Pyrenæerne, det endelige slag skal slås.

-Rutemæssigt er jeg meget spændt på etaperne i Pyrenæerne, hvor løbet helt sikkert bliver afgjort i år. Det er en meget skrap og seværdig menu, Tour-arrangørerne serverer i løbets sidste tredjedel. De har fundet nogle af de længste og sværeste stigninger, Pyrenæerne kan byde på. Og heldigvis er det de samme stigninger, vi i Cykelnerven skal ned og prøve kræfter med, fortæller Ritter og fortsætter:

-Rytterne skal især glæde sig til Col du Portet, der er det højeste pas i de franske Pyrenæer. Her skal vi helt op i den tynde luft i 2.215 meters højde over havet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Tour-etapen op til Col du Portet kommer til at blive historisk og mindeværdig. Det bliver en kæmpestor oplevelse for alle.

Hård og bjergrig afslutning

Det bliver således etaperne 16, 17 og 18, som Johnny og de resterende Cykelnerveryttere skal køre i Pyrenæerne, og netop dette område danner rammerne for både en hård og bjergrig afslutning.

Her kan også nævnes bjerge som Col de la Cour og Col de val Louron-Azet, men også et par af de mest legendariske bjerge i Tour-sammenhæng, nemlig Col du Tourmalet samt Hautacam.

Og det kræver da også en vis portion træning, dedikation og ikke mindst indsats at kunne træne sig op til disse etaper.

De 250 deltagere er fordelt på 11 hold rundt om i landet. Hvert hold har sin egen kaptajn, der på frivillig basis arrangerer og koordinerer både træning og fundraising i mange måneder forud for turen til Frankrig. Og alle løfter i flok for at samle penge ind til forskning. Takket være lokale sponsorer og lokal støtte har Cykelnervens ryttere samlet tæt på 30 millioner kroner ind til forskning i sclerose siden starten tilbage i 2014.

Cykelnerverytterne kører i år fra 15. til 18. september, og når rytterne kører over målstregen den 18. september, kan de fejre fire hårde og oplevelsesrige etaper med 362 kilometer bjergkørsel i Pyrenæerne og ikke mindre end cirka 10,989 højdemeter.

Tagget med:
Del denne artikel