Kolding Netavis

Jobdating var en succes

Der var op mod 100 personer, der besøgte Jobdating.

Fredag afholdt Jobcenter Kolding den første fysiske Jobdating siden februar 2020.

Arrangementet var en succes, med 80-100 deltagende jobsøgende i de to timer, det varede. 14 virksomheder deltog i håbet om, at finde det rette match til deres medbragte ledige stillinger.

Jobdating gav pote

Staff service, som er et vikarbureau, deltog i arrangementet i håb om at finde nye kandidater til deres vikarservices. De fik denne dag indskrevet fem nye kandidater i deres vikar kartotek, og allerede fire dage efter arrangementet var den første kandidat klar til at starte på arbejde.

-Det var for os en succes at deltage, og vi havde en god oplevelse, fortæller Rene Bär-Nielsen, projektleder hos Staff service.

Positiv oplevelse og gode dialoger

-Vi havde en positiv oplevelse til Jobdatingen. Vi havde mange gode dialoger med de mange interesserede deltagere og modtog flere CV’er. Nu skal vi så have afholdt samtaler i forhold til ønsker og alle de muligheder, der er inden for vikarbranchen. Flere af deltagerne blev også informeret om, at der er flere forskellige muligheder, samt at vi ofte ser vikariater fører til en fastansættelse. Jobdating er en rigtig god mulighed for at møde jobsøgende og få snakket med dem om det at være vikar, og hvordan vi kan hjælpe dem videre i deres karriere, siger indehaver af CoolJobs, Linda Fromsejer-Olsen, som før har deltaget i Jobcenter Koldings Jobdatings.

Dækning af hele paletten

Ud over virksomheder og vikarbureauer, så deltog AMU Syd også, som vejledte interesserede i uddannelsesinstitutionens forskellige muligheder for uddannelse og opkvalificering. Jobcentrets egne rekrutteringskonsulenter, uddannelseskonsulenter, og virksomhedskonsulenter deltog også for at byde ind med det, de har til rådighed af ledige stillinger og deres brede viden om bl.a. fleksjobs og småjobs.

Desuden for at få en dialog med de deltagende virksomheder omkring deres behov, og om hvordan Jobcenter Kolding bedst muligt understøtter dem.

Del denne artikel