Kolding Netavis

Jesper Elkjær nedlægger parti: Stiller op for dette parti

Villy Jesper Susanne Hans
Fra venstre ses: Villy Søvndal, Jesper Elkjær, Susanne Stenstrop Thorsen og Hans Holmer. Privatfoto.

Kulturudvalgsformand Jesper Elkjær har besluttet at nedlægge sit parti, Samarbejdspartiet, og ønsker i stedet at stille op til kommunalvalget som SF’er. SF Kolding tager imod ham med åbne arme.

Når Koldings borgere til november skal til stemmeurnerne, vil et kendt navn have skiftet liste. Kulturudvalgsformand Jesper Elkjær, der sidste år forlod de radikale for at stifte sit eget parti, har besluttet, at han ønsker at blive kandidat for SF i Kolding.

-Jeg må erkende, at Samarbejdspartiet ikke har fået den luft under vingerne, som jeg håbede. Til gengæld har jeg i SF mødt en gruppe engagerede mennesker, som deler mit store ønske om et magtskifte i Kolding Kommune, og som jeg er enig med politisk på alle afgørende områder. Så egentlig var beslutningen ret ligetil, siger Jesper Elkjær i en pressemeddelelse.

I politisk sammenhæng har Jesper Elkjær stor fokus på kultur, og det engagement vil han gerne videreføre med SF i ryggen.

Byder Elkjær velkommen

SF Koldings formand, Susanne Stenstrop Thorsen, der også selv er byrådskandidat, byder Jesper Elkjær hjerteligt velkommen i flokken.

-Vi har haft nogle virkelig gode samtaler med Jesper. For mig var det vigtigste at få sikkerhed for, at han nu også deler SF’s holdninger og værdier, og det gør han. Jeg er ikke i tvivl om, at han bliver et godt supplement til vores i forvejen stærke kandidathold, siger hun.

Jesper Elkjær fortsætter som løsgænger i byrådet lidt endnu, da han ikke kan blive medlem og kandidat for SF, før det er godkendt på et landsledelsesmøde. Susanne Stenstrop Thorsen fortæller, at SF Kolding varmt anbefaler SF’s landsledelse at godkende Jesper Elkjær.

SF’s gruppeformand i Kolding Byråd, Hans Holmer, ser også frem til at byde Jesper Elkjær velkommen til byrådsgruppen:

-Politisk og ikke mindst personligt er jeg rigtig glad for, at Jesper vælger at blive en del af SF. Vi har altid haft et godt samarbejde. Jeg opfatter Jesper som et menneske, der vil det sociale område, både når det gælder vores sårbare og ikke mindst vores børn. Det har vi set flere eksempler på i Børne- og Uddannelsesudvalget. Desuden er jeg rigtig glad for, at vi får et stærkt medlem i byrådsgruppen på kulturområdet. Det er et område, vi vægter højt i SF, og nu får vi bedre mulighed for at sætte handlinger bag ordene, siger han.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *