Nyt ambitiøst musikprojekt skal skabe mere liv og flere kulturelle oplevelser i Trekantområdets småbyer. Gennem 15 koncerter vil der blive lagt op til en musikalsk jazzbuffet i fem forskellige byer i 2023 og 2024. Byerne er allerede udvalgt, og første koncert foregår i april måned i Sdr. Bjert.
Skal du som beboer i Trekantområdet fodres med større kulturelle musikalske oplevelser, er det oftest Kolding, Fredericia og Vejle, som har de største menukort. Mange af de små byer i Trekantområdet har dog et ønske om selv at kunne danne rammer for fremtidige kulturelle tilbud, og ikke mindst tiltrække flere besøgende til de små byer.
Det bliver der nu mulighed for gennem projektet “Tiny City Jazz”. Med projektet går institutionen Jazz I Trekanten i samarbejde med fem kommuner, som hver skal afholde tre koncerter. Projektet skal både være med til at danne et kulturelt fundament for de fem udvalgte byer og udbrede jazzen som genre.
Jazzkoncerter i mundrette bidder
Med støtte fra Kulturpuljen i Region Syddanmark, er fem byer blevet udpeget til at være med i projektet “Tiny City Jazz”. Alle har de til fælles at have under 3000 indbyggere. De udvalgte byer er Ejby i Middelfart Kommune, Egtved i Vejle Kommune, Skærbæk i Fredericia Kommune, Sdr. Bjert i Kolding Kommune samt Øster Lindet i Vejen Kommune. Hver by er repræsenteret af fem ildsjæle fra forskellige foreninger, hvor hver person er blevet tovholder på at finde de rette mennesker i lokallivet, som kan drive projektet i deres by, oplyser Jazz i Trekanten i en pressemeddelelse.
Sdr. Bjert lægger by til første koncert
Sdr. Bjert er et godt eksempel på hvordan lokale ildsjæle kan løfte nye ideer til exceptionelle højder, og trække både de lokale beboere og besøgende til sig. I 2016 blev Den Gamle Brugs i Bjert omdannet til en lokal markedsplads, med lokale varer og delikatesser, hvor der også blev etableret en vin-og ølbar med en koncertscene.
Scenen kan huse omkring 100 publikummer. ”Vinduet vin- og ølbar”, som det hedder i dag, er blevet en fast etableret scene og et kulturhus i det lille bysamfund.
Sdr. Bjert bliver den første af de fem byer som kommer til at afholde en Tiny City Jazz koncert. Koncerten afholdes i samarbejde med foreningen Blue Bridge den 20. april, hvor Naja Rosa – kendt fra blandt andet Savage Rose, skal spille en intimkoncert. Billetter til koncerten kan købes online på Jazz I Trekantens hjemmeside.
Et startskud på nye kulturelle spirer i fremtiden
Med de i alt 15 koncerter er der sat gode rammer for at byerne fremadrettet selv kan arrangere koncerter i fremtiden, og skabe musikalske oplevelser for byens beboere og nysgerrige musikentusiaster. Håbet er at det nye projekt kan tænde gnister i endnu flere ildsjæle, så de små byer i fremtiden kan markere sig kulturelt, udbrede jazzen og tiltrække nysgerrige besøgende.