Kolding Netavis

Jazz i verdensklasse

Det er Gipsy Jazz i verdensklasse når Amati Schmitt All Star Quintet går på scenen.

At kalde det Gypsy Jazz i verdensklasse er ingen overdrivelse, når Amati Schmitt All Star Quintet går på scenen, og det er absolut det tætteste man kommer en moderne udgave at Django Reinhardts fængslende musik.

Den legendariske franske guitarist, Amati Schmitt kommer fra en gammel sigøjnerslægt, hvor Gypsy Jazz er en integreret del af hverdagslivet, og hvor det at spille musik er ligeså naturligt som at trække vejret. Som barn lærte Amati at spille guitar og violin af sin meget ambitiøse far, Dorado Schmitt, og Amati har siden sine yngste teenageår været i den absolutte elite inden for Gypsy Jazz-genren – også kaldet Jazz Manouche.

Orkestret har spillet i Carnegie Hall for fulde huse – en koncert der i øvrigt var arrangeret af ingen ringere end Leonardo di Caprio. Amati All Star Quintet og Dorado Schmitt har mange gange turneret rundt i USA, blandt andet i 2017 med 12 koncerter i træk på den årlige Django Reinhardt festival, på det legendariske Jazzsted Birdland i New York. De har optrådt på jazzfestivaler over hele verdenen herunder ‘Jazz a Vienna‘, ‘Eddie Lang Festival‘, ‘Copenhagen Jazzfestival‘.

Amati Schmitt All Star Quintet har også gennem årene været flittige besøgende i Danmark hos det altid Gypsy Jazz hungrende publikum, og har således turneret Danmark rundt 10 år i træk, hvor de har spillet for fulde huse overalt. Der opstår en nærmest magisk stemning, når de går på scenen, og de har efterhånden skabt sig et solidt navn og fanbase i Danmark. I januar 2014 udgav de CD’en ‘Live’, indspillet på Jazzcup i København – en CD, der har høstet et hav af gode anmeldelser verden over blandt andet i Frankrig, Tyskland og USA. Det er ikke uden grund at blandt andet Leonard DiCaprio og George Benzon ofte er at finde på tilskuerrækkerne, når Le Quintette optræder.

Amati Schmitts far Dorado Schmitt, der i mange år var primus motor i gruppen, har af helbredsmæssige årsager valgt at overlade roret til sin søn, der til aftenens koncert har følgeskab af den virtuose violinist Alexander Cavalieri, og en rytmegruppe bestående af Franco Mehrstein, Gino Roman samt danske Esben Strandvig.

Jazz6000 inviterer til en omgang svedig sigøjner-swing på Godset fredag den 7. februar klokken 20. Billetter kan købes her…

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *