Kolding Netavis

Jazz i Marielundskovens dybe stille ro

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Stjerneduoen Svaneborg Kardyb giver koncert i Marielundskoven i Kolding. Pressefoto.

Jazz6000 har fredag den 12. august lokket stjerneduoen Svaneborg Kardyb med ud i Marielundskoven i Kolding, hvor der venter en drømmekoncert på Koldings vel nok smukkeste musikscene midt ude i skovens dybe, stille ro.

Den stærkt anmelderroste jazzduo Svaneborg Kardyb er et af Danmarks hotteste jazznavn i øjeblikket. De to musikere har nemlig siden deres debutalbum ”Knob” haft en karriere, som mange musikere kun kan drømme om og er nærmest blevet jazzens rockstjerner.

Også i udlandet er de to musikere et varmt navn. Fx har de i år spillet på jazzens mest ikoniske jazzfestival Montreux i Schweiz og har netop tegnet pladekontrakt med det engelske pladeselskab Gondwanarecords.

Fredag den 12. august giver de koncert på Koldings smukkeste spillested midt ude i Marielundskoven. Det kan næsten ikke være mere perfekt, for Svaneborg Kardybs seneste album med titlen ”Haven” er netop en hyldest til naturen.

Midt mellem Marielundskovens majestætiske træer, græssende køer og sangglade fugle kan publikum opleve Nikolaj Svaneborg på Würlitzer, klaver og synthesizer samt Jonas Kardyb på trommer og percussion som til lejligheden spiller sammen med den sublime trompetist Jakob Sørensen, som også var med på duoens seneste album. Han er især kendt for at være frontfigur i bandet Bagland og for sin rolle som fast trompetist i Aarhus Jazz Orchestra.

Sammen vil de tre musikere spille numre fra duoens to albums samt kompositioner af Jakob Sørensen, der er som skabt til at blive spillet langt ude i en skov.

Duoen Svaneborg Kardybs musik er i familie med den meditative, melodiske og alligevel stærkt rytmiske musik, man kender fra kendte orkestre som Bremer/McCoy og Hvalfugl, som er de to orkestre, som Jazz6000 præsenterede på scenen ved Skovløberhuset i Marielundskoven i 2021.

Gaffa skrev om det seneste album:

-Musikken er et afslappet helle. Et mærkbart nærvær. En umiddelbar glæde. Fremelsket på keys og trommer med udsøgt, teknisk snilde. Men helt blottet for show off. Er bare enkel, autentisk, uskyldsren. Som ro i hverdagens støj, langsomhed i hverdagens travlhed.

Man kan læse mere om koncerten med Svaneborg Kardyb featuring Jakob Sørensen på www.jazz6000.dk, hvor man også kan købe billet til koncerten.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel