Kolding Netavis

Iværksættere fra Kolding genopliver ”Kasi-Jespers” smykkeeventyr

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Erhverv

Endless er tilbage. Siden konkursen i Kasi-Jespers smykkefirma Endless i 2016 har der været stilhed omkring brandet. Men nu har iværksættere fra Kolding har fået adgang til smykkerne, som samlet repræsenterer en værdi på hundrede millioner danske kroner.

På trods af navnet, berømte designere, det stort opslåede setup med forhandlere over hele verden og stærke økonomiske kræfter som eksempelvis Lars Seier i ryggen, så det en kort overgang ud som om, der var en ende på Kasi-Jespers smykke-eventyr Endless. Men nu er virksomheden og smykkerne tilbage – dog i et langt mere jordnært setup end tidligere. Ambitionen er at fuldføre Kasi-Jespers drøm på den ”jyske måde”.

– Da jeg så smykkerne første gang, købte jeg straks et armbånd til min kæreste, min mor og min mormor. Hvilket andet smykke-brand kan favne så bredt? Det er tidløst, og det er nemt at gøre det personligt og stilfuldt, siger medstifter og direktør af det nye smykkefirma, Jesper Mortensen, i en pressemeddelelse.

Han indledte umiddelbart efter det første møde med smykkerne forhandlinger med indehaveren af konkursboet for at få lov til at sælge smykkerne gennem en webshop.

– Jeg kunne ikke slippe tanken om, at Kasi-Jespers smykker kunne meget mere, end det vi har oplevet indtil videre. Endless-smykkerne er udviklet sammen med dygtige, danske designere og verdensnavnet Jennifer Lopez. Historien viser os, at setuppet omkring smykkerne skulle have været anderledes, men smykkerne er perfekte, siger Jesper Mortensen. På trods af sine kun 30 år, kan han allerede kalde sig for serieiværksætter, og er blandt andet medstifter af og direktør for modebrandet First Grade, som især er populært blandt de unge i alderen 12-25 år. Han havde forventet at relancere Endless i et helt almindeligt forår fyldt med konfirmationer, bryllupper og studenterfester. Nu er virkeligheden blevet væsentligt anderledes, men de tre iværksættere er enige om at fortsætte:

– Timingen er et sats, men vi tror på smykkerne, og vi tror også, at vi er mange, som trænger til noget at glædes over. Smykkerne er farvestrålende, livsglade og smukke.

Ren digital satsning

I modsætning til tidligere, så vil Endless smykkerne fremover udelukkende blive solgt via en webshop. De tre iværksættere, som udover Jesper Mortensen tæller Kasper West og Alexander Schneider, satser på at gøre den digitale oplevelse til en del af glæden ved smykkerne.

– Uanset om man køber smykkerne til sig selv, eller om man gerne vil glæde en kæreste, veninde eller mor med smykkerne, så skal det være sjovt og nemt at sætte en personlig pakke sammen. Hver måned lancerer vi ”månedens armbånd”, som man kan købe færdigt til en god pris eller bruge som inspiration til sit eget design. Det er ret nørdet at designe en god kunderejse, men det har vi gjort en del ud af. Med tusindvis af kombinationsmuligheder er overskuelighed enormt vigtigt, ligesom det gerne må være hyggeligt at gå på opdagelse i mulighederne. Vi har en masse spændende features i ærmet, der vil blive lanceret løbende, som for eksempel en digital visning af de forskellige charms på armbåndet, og vi vil lancere en abonnementsmulighed, siger Alexander Schneider, som har det primære ansvar for den tekniske opsætning af siden.

Han bakkes op af Kasper West, der tidligere har været troldmand for digital markedsføring for nogle af Danmarks helt store brands. SEO, affiliated marketing og SoMe er specialerne, som har skabt ham et godt navn inden for branchen.

– Grundlæggende handler det om at give brandet en god synlighed og vores kunder en god oplevelse. Det kan vi, fordi vi har adgang til Danmarks største smykke-lager. Det bliver kombinationen af god service, løbende inspiration og glade kunder, som skal skabe os en god forretning. Derfor kan man også skrive til os direkte i chatten, hvis man har brug for hjælp eller inspiration, fortæller Kasper West, som sammen med de to andre selv vil stå for kundekontakten. Mens de unge iværksættere gerne vil have en personlig, direkte og uformel kommunikation med kunderne, så er setuppet i kulissen til gengæld baseret på den nyeste robotteknologi og professionelle distributionspartnere.

Ambitionerne er et verdensomspændende brand

Webshoppen lanceres officielt torsdag den 23. april kl. 8 på www.endlessnordic.dk. Webshoppen bliver lanceret på dansk og engelsk, men de tre iværksættere vil i første omgang fokusere på det nære marked.

– Tag ikke fejl. Vi vil gerne ud og vælte verden med det her koncept. Da Endless lukkede i sin tid, var det med et brand, der var kæmpestort i udlandet, men relativt ukendt i Danmark. Derfor ved vi, at der er mange i udlandet, som bare sidder og venter på, at vi går i luften igen. Beslutningen om at fokusere vores markedsføring på Danmark og Norden i første omgang er derfor også et spørgsmål om købmandskab. Her har vi et potentiale, der ikke har været dyrket, men hvor der helt sikkert er mange andre, der ligesom os synes, at Kasi-Jespers smykker fortjener mere, siger Jesper Mortensen og fortsætter:

– Vores strategi bygger på fede smykker til attraktive priser, god gammeldags service, hårdt arbejdet og en vis ydmyghed i forhold til kunderne. Det setup, vi har stablet på benene, er super-agilt. Vi kan tage os af udfordringer fra time til time, og vi kan optimere lige så hurtigt. Kunderne kan bestille smykker hjem i udvalg, se dem på og så sende dem retur, hvis de ikke vil have det hele alligevel. Det bliver supernemt og trygt at være kunde. Det er det setup, vi mener, smykkerne fortjener for at kunne stråle igen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *