Kolding Netavis

Investorer er vilde med Kolding

Private investorer og pensionskasser har i den grad fået øje på Kolding. Lige nu er der boligbyggerier i gang eller i udbud for 4,3 milliarder kroner.

Der er travlt på de forskellige byggepladser, og kranerne over Kolding taler deres tydelige sprog. I øjeblikket skyder det ene boligprojekt efter det andet op, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

I de seneste år er markederne i de største byer blevet mættet, og investorerne kigger nu mod rentable markeder, hvor der er befolkningstilvækst, samtidig med at der er mangel på boliger. I Kolding er dét netop tilfældet, og derfor er de store spillere nu i gang med opkøb af jord.

– Vi oplever en stigende interesse fra investorer, som søger efter egnede sites, hvor priserne stadig matcher, hvad markedet er villig til at betale. Og her kommer Kolding ind i billedet – hvor både pris og efterspørgsel matcher hinanden, siger Brian Holmer, Ejendomskonsulent i Strategisk Vækst, som er en nyere afdeling i Kolding Kommune, der skal hjælpe og tiltrække investorer.

Brug for 1800 boliger

I Kolding bliver der ifølge en analyse fra Exometric i løbet af de kommende år brug for 1800 boliger. Og analysen peger desuden på, at Kolding er et godt sted at investere. Det mærkes også på interessen for at blive en del af det kommende Marina City, som bliver en helt ny havnebydel ved Marina Syd.

Inden længe kommer også en meget attraktiv grund ved Kolding Å til salg. Der er tale om et 30.000 kvadratmeter stort areal ved Riberdyb og Holmsminde, som udbydes til investorer, der vil integrere området med resten af Koldings bymidte. Åen snor sig gennem området og inddragelse af åen i de kommende projekter vejer tungt. Der er tale om en sjælden grund, da den ligger centralt i byen tæt på banegård, busstation, campusområde og gågaderne.

Tagget med:
Del denne artikel