Kolding Netavis

Inspiration fra Løvens Hule

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

En turbo-pulje med inspiration fra ”Løvens Hule” har netop set dagens lys i Kolding Kommune.

Ildsjæle og foreninger får nu mulighed for at præsentere deres projekter live foran et udvalg af byrådspolitikere.

Når viceborgmester Birgitte Munk Grunnet byder velkommen til Puljens Dag den 10. maj, bliver det med et nyt og spændende koncept for både politikere og puljeansøgere.

Byrådet afsatte i forbindelse med Budgetaftalen for 2021 en pulje på 2 mio. kr. til fundraising. Formålet med puljen var at give et sidste økonomisk skub til fondsfinansierede projekter, forankret hos frivillige ildsjæle og foreninger. Økonomiudvalget udmøntede i efteråret 1,9 mio. kr. af puljen og nu udmøntes resten i en Turbo-pulje, inspireret af DR Programmet ”Løvens Hule”.

-Jeg vil lige starte med at sige, at vi fra byrådet nok skal agere som nogle gode løver, så ansøgerne skal ikke frygte os. Men når det er sagt, så skal projekterne jo have en vis værdi, og det er altså et meget spændende koncept som kommunens fundraising-enhed har præsenteret her, og jeg kan ærligt sige at jeg ser utroligt meget frem til at afprøve det – det er faktisk en meget direkte form demokrati, siger Birgitte Munk Grunnet i en pressemeddelelse.

I første runde administreres puljen på ordinær vis, hvilket vil sige, at ansøgere fortsat skal ansøge via de traditionelle kanaler, hvorefter et administrativ bedømmelsesudvalg så efterfølgende screener og godkender de ansøgninger der opfylder de gældende krav for puljen. Herefter inviteres de ansøgere der indfrier kravene til, at præsentere deres projekter for et panel af politikere, i forbindelse med Puljens Dag på Posthuset den 10. maj 2022.

Det er således politikerne der på selve dagen i sidste ende, beslutter hvilke projekter der tildeles støtte fra Fundraising-(turbo)puljen samt beløbets størrelse.

Konkret genåbnes puljen den 26. april, og løber frem til den 4. maj kl. 12.00.
Ansøgere får svar den 5. maj, og skal altså være forberedte på, at stå klar til præsentation på Puljens Dag 2022, den 10. maj kl. 18.00-21.00 på Posthuset, Banegårdspladsen 8, 6000 Kolding.

Man kan søge puljen fra Kolding Kommunes hjemmeside www.kolding.dk/fundraising.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel