Kolding Netavis

Ingen skal stå uden et hjem i udsatte boligområder

Læserbrev af Karina Lorentzen, folketingskandidat for SF, Sindalvej 4, 6000 Kolding.

Kære Rasmus,

Du spørger mig, hvem der bliver rask af at få revet sit hjem ned i Skovparken og Munkebo?

Svaret er, at det gør ingen, og inden man hopper på den limpind, bør man nok spørge til, om SF normalt både diskriminerer andre hudfarver og fjerner fattige folks hjem? Er der mon flere nuancer end dem, som Enhedslisten tilsyneladende helst slår på sin nærmeste samarbejdspartner med fremfor højrefløjen, som jeg egentligt troede var dem, vi kæmpede for at sætte uden for indflydelse.

SF har stemt for ghettopakken, ja! Vi ønsker ikke, at udsatte boligområder skal være reservater, hvor vi stuver fattige, udsatte og nydanskere sammen, og overlader dem til at bo med sig selv. Vi ønsker blandende områder, hvor vi bor sammen, fordi det er afgørende for sammenhængskraften. Jeg ønsker også, at min datter får flere nydanske skolekammerater, end hun har i dag i vores ”hvide” enklave i Seest. For integration starter med, at vi kender hinanden og bor sammen og går i skole sammen.

Først og fremmest er det faktuelt forkert, at børnehaven Tusindfryd skal rives ned. Det skal den ikke. Dernæst kunne man godt få det indtryk, at fattige mennesker nu bare frarøves et sted at bo. Det er heller ikke tilfældet. Vi har 10 år til at sørge for at sikre blandede boligområder, og i den periode vil der ske mange til- og fraflytninger i så store boligområder. Her vil vi få en naturlig afgang svarende mindst til de boliger, som omdannes eller fjernes. Der er derfor ikke nogen fattige eller syge, som vil opleve at stå uden bolig – og der står i aftalen, at hvis der skal rykkes noget ned, så skal der tilbydes en tilsvarende bolig i samme område.

Måske savner jeg, at Enhedslisten kommer med nogle svar på, hvordan vi skaber blandede områder. Gellerupparken, hvor det tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, Keld Albrechtsen, er formand for boligforeningen, har man netop revet boliger ned som en del af en plan for området. Så mon ikke denne prikken til SF mest handler om, at det er opportunt i forhold til at fiske stemmer ved valget?

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *