Kolding Netavis

Infomøde om Hylkedalen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Det bobler med idéer og forslag til nye aktiviteter og oplevelser i Hylkedalen, Seest grusgrav og den tidligere Seest losseplads. Hvad der skal ske i området kan du blive klogere på, når Kolding Kommune og BlueKolding inviterer til informationsmøde.

Et klimaprojekt omkring Seest Mølleå, der har fokus på at udvikle nye friluftsfaciliteter i Hylkedalen. Ønsker om at omdanne Seest grusgrav og den tidligere losseplads i Seest til et spændende naturområde. Og et trailcenter i Seest Idrætspark. Det er nogle af de mange projekter og tiltag, der er i spil i en ny udviklingsplan for området.

– Hylkedalen, Seest losseplads og grusgrav er udpeget som hotspots i Kolding Kommunes Outdoorstrategi og med den nye udviklingsplan får vi konkretiseret områdets udviklingspotentiale og samlet de mange ideer og tiltag. Udviklingsplanen skaber overblik og sammenhæng over projekterne og de ønsker, vi har modtaget fra borgere og foreninger i forbindelse med de workshops vi har holdt, forklarer miljøchef Jakob Weber fra Kolding Kommune.

På informationsmødet kan deltagerne blive klogere på udviklingsplanen, klimaprojektet og planerne om trailcenteret, og der bliver lejlighed til at spørge ind til de enkelte projekter og de skitserede forslag i udviklingsplanen. Desuden kan man møde formand for Kommunens fra Plan-, Bolig- og Miljøudvalg Birgitte Kragh, formand for Fritidsudvalget Søren Rasmussen, formand for Teknik- og Klimaudvalget Jakob Ville og formand for BlueKoldings bestyrelse Tanya Buchreitz Løwenstein.

Fakta

Informationsmøde om udviklingsplanerne:

Onsdag d. 10. april kl. 19-21 inviterer Kolding Kommune og BlueKolding borgere, foreninger og andre interesserede til informationsmøde, hvor man kan høre mere om udviklingsplanerne for Hylkedalen og områderne Seest grusgrav og losseplads. Informationsmødet foregår i Bakkeskolens aula på Seestvej 6-8, 6000 Kolding og kræver tilmelding på www.kolding.dk/hylkedalen. Her kan du også læse mere om projekterne. Tilmeldingsfrist er d. 8. april.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel