Kolding Netavis

Indstil din kandidat

Vinderne afsløres ved et awardshow den 11. februar 2021.

Indstil dine kandidater nu. Kolding Kommune sætter stor pris på alle de foreninger og frivillige ildsjæle, der året rundt løfter en kæmpe opgave ved at holde et utal af forskellige fritidsaktiviteter kørende. Kommunen siger tak ved at uddele seks priser på fritids- og idrætsområdet, op til 10 ungdomslederpriser og hylde de idrætsudøvere, der har vundet et mesterskab eller debuteret på et landshold.

– Vores priser skal hylde alle de gode indsatser, aktiviteter og ideer, der opstår på fritids- og idrætsområdet. Selv under en svær Corona-pandemi med restriktioner og forbehold bliver der knoklet ude i foreningerne. Det er skønt at se de frivilliges store motivation til at skabe endnu mere bevægelse og fællesskab og til at styrke, udvikle og nytænke foreningsaktiviteterne i Kolding Kommune, siger formand for Fritids- og Idrætsudvalget, Søren Rasmussen (DF), i en pressemeddelelse.

Når kandidaterne er indstillet, er det Fritidsrådet, Fritids- og Idrætsudvalget samt Talentrådet for idræt der udpeger og nominerer kandidater til de forskellige priser. Punktummet sættes, når vinderne afsløres i kommunes Fritid og Idræt Award den 11. februar 2021 på Kolding Teater, som afvikles i den form det er muligt under hensyntagen til gældende COVID-19 retningslinjer.

– Vi glæder os over, at vi hvert år får præsenteret mange forskelligartede kandidater og initiativer, og at priserne kan være med til inspirere andre. Det er svært at nå hele vejen rundt til de utallige frivillige og gode initiativer og takke dem, der gør en kæmpe forskel. Det er der nu mulighed for, så det er bare om at komme til tasterne og fortælle om alt det fantastiske, der sker i foreningslivet. Forhåbentligt får vi igen i år en masse bud på kandidater til dette års fritids- og idrætspriser, fortæller udvalgsformand Søren Rasmussen.

Det er muligt at indstille sin kandidat frem til den 15. november 2020. Du kan læse mere om priserne på hjemmesiden www.kolding.dk/award og du kan sende dine indstillinger til fr**********@ko*****.dk.

Tagget med:
Del denne artikel