Kolding Netavis

Indstil din kandidat til årets kulturpriser

Foto: Thomas Sørensen / Pebermedia (Arkivfoto)

Hvem har sat et særligt kulturelt aftryk i det foregående år? Eller kender du en frivillig ildsjæl, der fortjener at blive anerkendt for sin indsats? Så er det nu, du skal til tasterne.

Kolding Kommune har netop åbnet for, at borgere i Kolding Kommune kan indstille kandidater til kulturpriserne. Der er fire priser i alt, som uddeles af Kulturudvalget til prisfesten Kulturevent på Godset den 18. april, hvor alle interesserede er velkomne, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Tre af de fire priser gives til frivillige initiativer, foreninger, aktører o.l. Det gælder priserne Årets Kulturelle Aftryk, Årets Kulturelle Highfive og Årets Ildsjæl. Den fjerde pris, KulturKolding-prisen, kan også tildeles professionelle kulturaktører og -tiltag.

Alle borgere i Kolding Kommune kan indstille kandidater til kulturpriserne. Kulturudvalget vurderer de indkomne indstillinger, udpeger tre nominerede til hver pris og vælger de endelige vindere af priserne. Man kan indstille kandidater på www.kolding.dk/kulturpriser til og med søndag den 29. januar.

Fakta om Kulturpriserne

Årets Kulturelle Aftryk hylder den mangfoldige kultur i Kolding Kommune. Årets Kulturelle Aftryk er en anerkendelse af events, initiativer og projekter, der henvender sig til den brede målgruppe, og som har sat et særligt kulturelt aftryk i det foregående år. Vinderen modtager 10.000 kroner.
Vinder af Årets Kulturelle Aftryk 2022: Blue Bridge

Årets Kulturelle Highfive hylder kulturelle eksperimenter og kulturelt entreprenørskab. Årets Kulturelle Highfive anerkender igangsætterne. Prisen gives til de nytænkende events, initiativer og projekter, der kan inspirere, vise nye veje og som har potentiale til at udvikle kulturen i Kolding Kommune. Vinderen modtager 10.000 kr. til at igangsætte nye kulturelle tiltag.
Vinder af Årets Kulturelle Highfive 2022: Kolding i Toner

Årets Ildsjæl er en ærespris. Årets Ildsjæl er en hyldest til det lokale kulturelle engagement og tildeles en kulturel aktør – en ildsjæl – som har ydet en betydelig, flerårig og frivillig indsats for kulturen i Kolding Kommune. Vinderen modtager skulpturen ”Grubleren” af Erik Valter.
Vinder af Årets Ildsjæl 2022: Candra Gaarde

KulturKolding-prisen er åben for alle kulturaktører i Kolding. Prisen gives til en institution, et initiativ (udstilling, event, projekt e.l.), en forening, virksomhed eller en person, der har gjort sig ekstraordinært bemærket i det foregående år.
Vinder af KulturKolding-prisen 2022: Fylke Festival

Tagget med:
Del denne artikel