Indsamlingsshowet gav over 100 millioner kroner, da danskerne lørdag aften samlede ind til verdens fattigste børn.
DR og DRTV sendte lørdag aften Indsamlingsshowet, hvor danskere kunne donere penge til børn i nogle af verdens fattigste lande. Det indbragte over 100 millioner kroner – 100.009.254 kroner. Pengene er ikke kun indsamlet lørdag aften, men også i forbindelse med aktiviteter rundt om i Danmark i januar og starten af februar, oplyser DR.
Det fem timer lange indsamlingsshow blev styret af værterne Sara Bro, Ulla Essendrop og Katrine Muff. Og så var der underholdning med blandt andet Swan Lee, Anne Linnet, Maximillian, Nicklas Sahl og TV-2.
Det indsamlede beløb går til 12 målrettede udviklingsprojekter i 15 lande.