Eliteidrætten i Kolding er inde i en flot udvikling, hvor flere klubber begynder at blande sig på højt nationalt seniorniveau.
Den flotte udvikling gør sig ligeledes gældende på ungdomsniveau og Kolding er efterhånden et attraktivt sted at søge mod for idrætstalenter. Blandet andet er der fra januar fem idrætstalenter boende i kommunens nyligt etablerede botilbud, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Succeserne for talent- og eliteidrætten i Kolding har det seneste år være mange. Kolding IF Fodbold rykkede i sommers op i landets næstbedste seniorfodboldrække, ligesom ungdomsafdelingen i foråret fik en historisk licenstildeling med adgang til U17 og U19 divisionen.
Kolding Badminton Klub rykkede op i landets næstbedste række med klubbens førstehold til stor gavn for ungseniormiljøet i klubben, og KIF Håndbold er tilbage i de bedste ungdomsrækker på drengesiden.
Også i individuelle idrætter som brydning og karate er Kolding godt med. KIF Brydning har to kæmpere med på U23-landsholdet, mens Kaizen Karate Do netop har fået en nordisk mester.
Sammenholdt med det fortsat flotte talentudviklingsarbejde i pigefodbold, Kolding Q, og bowling, BK Trekanten KIF, er Kolding efterhånden et attraktivt sted at søge hen for unge idrætsudøvere i en lang række idrætsgrene.
– Stærke klubmiljøer er altafgørende for, at unge idrætsudøvere fra Kolding Kommune kan udvikle sig til nationalt seniorniveau, og det store engagement og arbejde der bliver lagt i klubberne i disse år er imponerende, fortæller elitekoordinator i Kolding Kommune, Bjarne Foged Henriksen, og fortsætter:
– Som Team Danmark elitekommune er det vores opgave, at skabe rammerne for at klubberne kan drive sund talentudvikling. Vi arbejder meget for, at man som ung udøver kan færdiggøre sin uddannelse samtidig med sportskarrieren, og har over de seneste år rykket meget på denne front, siger han.
Indsatsen omkring de unge talenter, som står på spring til at tage springet til seniorniveau, er øget markant det seneste år. Ansættelsen af Lene Terp, tidligere talentchef på pigesiden i DBU, som sports- og uddannelseskoordinator, samt etableringen af Talenternes Hus med bomulighed for talenter er bare nogle af de nye initiativer. Desuden har IBC og Munkensdam Gymnasium fra august oprettet sportsklasser, hvor udøvere fra flere idrætsgrene er samlet. Og de nye initiativer begynder så småt at bære frugt.
Talenter samlet under ét tag
I november 2018 blev det besluttet i Talentrådet for idræt, at Kolding Kommune fra august 2019 skulle huse idræts- og musiktalenter i samarbejde med Metropolis by the marina. Fire måneder efter opstart er tre idrætstalenter bosiddende i tilbuddet og flere er på vej til januar.
En af dem er 17-årige Maria Møller, som til dagligt går i sportsklassen på Munkensdam Gymnasium og spiller badminton i Kolding Badminton Klub. Hun har det seneste halve år pendlet til skole og træning fra Fredericia.
– Jeg har en cykel, som står ved enten ketchercenteret, banegården eller skolen. Det er lidt af et cykelpuslespil, at få den til at stå det rigtige sted, fortæller hun.
– Jeg bliver ofte i Kolding efter skole indtil jeg skal træne. Her sidder jeg enten med en veninde på biblioteket, tager i hallen eller på hyggetur i Kolding. Det har også resulteret i, at jeg bor i en kuffert og kun er hjemme til aftensmad en gang om ugen. Det er et fedt liv, men det trækker tænder ud, fortsætter hun.
Til januar flytter Maria ind i Kolding Kommunes botilbud for idrætstalenter, og hun ser frem til specielt to ting som vil lette hendes hverdag.
– At jeg er tæt ved skole og træningscenteret mindsker transporten en hel del. Jeg vil skyde på, at jeg bruger 2 timer på transport dagligt. Tirsdag og torsdag træner jeg til 22:30, og tager derefter hjem, for kun at sove 6,5 time inden jeg skal til Kolding igen. Så søvnen er også en stor faktor, fortæller hun.
At flytte til en ny by kan måske være en smule nervepirrende, men 18-årige Patrick Hedegaard fortæller at han oplevede miljøskiftet som lettere end forventet, da han i sommers flyttede til byen fra Hobro.
– Det har været over alle forventninger, at flytte til Kolding, hvor jeg ikke kendte nogle i forvejen. Det har været en kæmpe gave, at så mange på fodboldholdet går på IBC. De var gode til, at tage imod mig i starten, og allerede første dag var der et par spillere, som kom og fulgtes med mig ind på skolen. Så det har bare været perfekt lige fra starten. De har også været gode til de første par uger, at vise mig rundt i byen, fortæller Patrick.
At skabe et fællesskab blandt udøverne i botilbuddet og på uddannelsesinstitutionerne er noget af det man forsøge at skabe med de mange nye initiativer. Sports- og uddannelseskoordinator, Lene Terp, fortæller, at det som ungt talent, med alle de fravalg der medfølger, kan være rart at danne relationer til andre, som er i samme båd.
Botilbuddet giver nye muligheder for klubberne i Kolding, og kan være med til at løfte talentudviklingen til et nyt niveau.
– At vi kan fastholde talenter, som måske havde benyttet en lignende mulighed et andet sted, og samtidig tiltrække dygtige og ambitiøse udøvere, som kan løfte træningsmiljøerne yderligere, er et stort skridt i den rigtige retning. Samtidig gør tilbuddet det muligt, at have en mere sammenhængende hverdag, som vi ved er afgørende når vi snakker dual career, fortæller elitekoordinator Bjarne Foged Henriksen.