Læserbrev af Laura Guldager, Klostergade 38. 101, 6000 Kolding.
Elevernes aktive engagement i skolens udvikling på Bramdrup Skole er utvivlsomt positivt og lærerigt, da det giver dem mulighed for at påvirke skolen og få indsigt i demokratisk deltagelse! MEN – ønsket om bederum på skolen bør og skal afvises. Vores skoler skal være neutrale læringssteder og ikke en platform for religiøse særhensyn.
Vi bor i et land, hvor religion er en privatsag, og skolen bør af samme grund være fri for religiøs praksis. Skolens rolle er at skabe et sikkert og inkluderende miljø for alle elever, uanset tro eller baggrund, så ingen føler sig udenfor og hvor der skabes et fælles fodslag for de danske normer. Dertil vil etablering af bederum skabe præcedens for særbehandling, som ikke hører hjemme i det fælles offentlige læringsmiljø.
Hvis vi åbner op for religiøse faciliteter, sætter vi en problematisk proces i gang, hvor yderligere krav fra forskellige grupper kan følge. Det vil ikke styrke fællesskabet, men snarere risikere at skabe splittelser blandt eleverne. Skolen skal fokusere på læring og trivsel – ikke religion.
Elever, der ønsker at praktisere deres tro, kan gøre det i deres fritid og derhjemme. Vores skoler skal forblive steder, hvor børn kan mødes på tværs af forskelle og føle sig som en del af fællesskabet uden religiøs indblanding.