Kolding Netavis

Hvilke julekager spiser danskerne i år?

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Jul
Pressefoto.

Hvad spiser danskerne i julemåneden af brød og kager?

I BKD (Tidligere Bager- og Konditormestre i Danmark) har de sendt et spørgeskema ud til 312 af deres medlemmer for at finde ud af, hvad danskerne køber af bagværk fra deres håndværksbageri i julemåneden.

Og – surprise – vi elsker traditioner!

Årets julebag 2024

Åh, den søde juletid. Vi har alle vores egne traditioner, som vi elsker. Nogle skal have and, og andre skal have flæskesteg. Men én ting er vi enige om: Vi skal alle have brød og kager. Godt brød og lækre kager fra bageren. Men har vi også her vores helt egne og særlige traditioner?

Narh, ikke så meget. Faktisk er vi ret enige om, hvilke typer julebag der kommer på bordet i december.

BKD har fået 59 svar, nogenlunde ligeligt fordelt fra hele landet. Besvarelserne er ret entydige, og der er ikke umiddelbart nogle regionale forskelle.

Og her kommer det så – Årets jule-bestseller 2024:

  • Honningkage (25 %)
  • Traditionelle julesmåkager (24 %)
  • Traditionelle klejner (15 %)
  • Rugbrød (14 %)

Vi elsker traditioner

BKD benyttede samtidig lejligheden til at spørge landets bagere, hvad der var bestselleren sidste år, altså i julen 2023. Svaret var klart. Vi elsker nemlig traditioner lige så højt, som vi elsker godt brød og gode kager. De fire øverste var nemlig nøjagtig de samme – honningkage, traditionelle julesmåkager, traditionelle klejner og rugbrød – og ovenikøbet i samme rækkefølge som i 2024.

Honningkager

Honningkager har en lang historie i Danmark, der går helt tilbage til middelalderen. Dengang var honning et af de få sødestoffer, der var tilgængelige, og det blev derfor brugt flittigt i bagværk.

I 1700- og 1800-tallet blev honningkager især kendt fra Christiansfeld, hvor opskrifterne blev overleveret fra generation til generation.

Kagernes historie og unikke smag gør dem til en del af Danmarks kulturelle arv, og i dag har honningkagerne fået en sikker plads som en af danskernes absolutte julefavoritter.

Traditionelle julesmåkager

Skal du holde jul i Danmark, må du acceptere cookies. De traditionelle julesmåkager – brunkager, finskbrød, vaniljekranse m.fl. – er altid i toppen over danskernes favoritter. Og måske burde de ligge helt i top.

Mange bagere fortæller nemlig, at de oplever et stigende salg af småkagedej. Professionelt rørt dej, lige til at tage med hjem, skære i passende tykkelse, bage i ovnen, nyde duften og hive op af kagedåsen i rå mængder. Det bliver ikke meget bedre.

Traditionelle klejner

Vi har spist klejner i Danmark siden middelalderen, og det er stadig en af vores favorit-julekager.

I ”gamle dage” var det en af de kager, som vor mor eller bedstemor lavede derhjemme (og ja, det var mor – ikke far). De smukt formede (ikke nemt) klejner blev forsigtigt lagt i en stor gryde med næsten kogende, spruttende palmin.
I dag henter vi de smukt formede (ret nemt) klejner hos bageren. Altid perfekte – og altid på jule-bestsellerlisten.

Rugbrød

Det er gammel overtro, at al julemad er fedt, sødt og usundt. Rugbrød for eksempel. Rugbrød har altid været på danskernes ønskeliste over godt brød.

Og i takt med, at vi bliver mere og mere bevidste om det velsmagende fuldkornsbrøds mange sundhedsmæssige fortræffeligheder, ja så stiger salget. Til glæde for både bageren og din sundhed.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel