Kolding Netavis

Hvem vil fejre Tour de France?

Når Tour de France kommer til Danmark i 2021 lægger Kolding Kommune asfalt til en del af den omkring 170 kilometer lange etape fra Vejle til Sønderborg. Dét vil Kolding Kommune gerne fejre sammen med foreninger, virksomheder, borgere og frivillige.

En flagallé, et maleri på marken, hele idrætsforeningen i gult tøj – eller hvad med et børnecykelløb i den lokale landsby? Kolding Kommune holder opstarts- og idémøde for alle der er interesserede i at gøre Tour de France 2021 i kommunen til noget specielt, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

12 år med Tour de France

På mødet kan du blandt møde sportskommentator og Tour-fan Henrik Liniger fra DR. Henrik har dækket Tour de France 12 gange og ved om nogen, hvor meget stemningen lang ruterne betyder for oplevelsen af Tour de France. Hør Henrik Liniger fortælle om sine oplevelser med alt dét, som foregår uden om selve cykelløbet.

Kolding i gult

Løbets tredje etape går igennem Kolding Kommune, så den 4. juli er der mulighed for at opleve en af verdens største sportsbegivenheder på allernærmeste hold, når først den store reklamekaravane og dernæst hele feltet, passerer igennem kommunen.

– Vi håber at rigtigt mange har lyst til at fejre Tour de France sammen med os. Eksempelvis som arrangør af aktiviteter og sideevents før eller under den store begivenhed. Kolding må jo gerne tage sig rigtigt godt ud, når flere millioner seere får en tur gennem kommunen. Derfor inviterer vi alle med til kick-off møde om Tour de France, fortæller borgmester Jørn Pedersen.

Interesserede kan komme for at få et mere detaljeret indblik i ruten, og om hvilke økonomiske muligheder der kan være i forbindelse med markedsføring. Ud over at man kan høre mere om ruten, kan alle ideer til aktiviteter og markedsføring også lige blive vendt.

På mødet vil der også være en præsentation af Kolding Kommunes Tour de France-pulje, som støtter lokale aktiviteter.

Der er velkomst ved borgmester Jørn Pedersen (V). Arrangementet foregår torsdag den 5. marts klokken 19-21 i Bramdrupdam Sports- og Mødecenter. Tilmelding skal ske senest den 3. marts. Du kan tilmelde dig her…

Tagget med:
Del denne artikel