Kolding Netavis

Hvalen i Kolding er død

Det bekræftes nu, at hvalen i Kolding Fjord er død.

Onsdag formiddag døde hvalen i Kolding Fjord.

-Jeg vurderer, at den er død. Der har i længere tid ikke været nogen livstegn, ingen bevægelse og der har heller ikke været nogen blåst fra åndehullet i over 20 minutter, fortæller byrådsmedlem (SF) og naturvejleder, Jørn Chemnitz, til Kolding Netavis.

Det er først onsdag morgen, at hvalen reelt er strandet, tilføjer naturvejlederen. Den ligger nu inde på 70-80 centimeter vand.

-Den ser meget afmagret ud. Så den har nok været syg, slutter Jørn Chemnitz.

Hvalen – der er en døgling, en art indenfor familien af næbhvaler – skal obduceres. Det forlyder, at der er planer om, at bugsere hvalen ind til Kolding Havn, hvor den skal dissekeres. Det skal muligvis foregå, så børn kan overvære det. Men det ligger endnu ikke fast.

Fiskeri- & Søfartsmuseet: -Hvalen er døde i morges

Fiskeri- & Søfartsmuseet bekræfter nu, at hvalen er død. Og den var ikke sund og rask:

-I går blev det klart for os i Beredskabet for Strandede havpattedyr at der ikke var tale om en sund og rask døgling. Hvalen var meget mager og brugte meget tid liggende på siden for kun at rette sig op, når den skulle ånde. På grund af bl.a. vanddybden var det ikke muligt at aflive døglingen på forsvarlig vis. Her til morgen døde hvalen, og den vil i løbet af i dag blive bjærget af Naturstyrelsen. Døglingen vil blive obduceret i Kolding på fredag. Det endelige sted og tid kendes endnu ikke.

Hvalen blev opdaget mandag i Kolding Fjord – ud for nummer 23. Det har siden været et tilløbsstykke, hvor mange mennesker har været forbi, for at opleve synet af den sjældne hval – på vores breddegrader.

Se billederne nedenunder…

Del denne artikel