Kolding Netavis

Hval-obduktion livestreames fra Kolding Havn

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Foto: BlumePress.

Når næbhvalen skal obduceres, bliver det livestreamet.

Fredag formiddag klokken 11 obduceres Kolding-hvalen på havnekanten i Kolding industrihavn (kaj 3, red.).

Obduktionen bliver livestreamet på tvsyd.dk og kan derfor følges på skærmen hjemmefra. Naturpark Lillebælt og Kolding Kommune livestreamer også begivenheden fra deres Facebooksider.

-Corona-smittetrykket er stadig højt, og derfor vil vi gerne opfordre til at se obduktionen hjemmefra. På den måde kan flest muligt følge med. Samtidig vil naturvejleder Annette Weiss fra Naturpark Lillebælt formidle obduktionen på livestreamingen, og det giver dermed også den bedste mulighed for at få forklaret, hvad obduktionen viser, fortæller afdelingsleder i Kolding Kommune og medlem af styregruppen for Naturpark Lillebælt, Inger Birkebæk Madsen.

Obduktionen af næbhvalen nordlig døgling foretages af en række forskere og studerende fra hele Danmark. Det forventes at tage 2-3 timer, hvorefter skelettet fragtes til Statens Naturhistoriske Museum. Hoved og hjerte fragtes til henholdsvis Skejby Sygehus og Århus Universitet. Obduktionen foretages på kaj 3, der til daglig er afspærret, men fredag åbner Kolding Havn op for en midlertidig indhegning, så interesserede borgere kan kigge forbi og følge obduktionen. Porten ind til kaj 3 åbnes umiddelbart inden obduktionen starter.

Det er muligt at parkere på gruspladsen ved Godset, i parkeringshuset i Toldbodgade eller alternativt ved p-pladsen ved Ejlersvej over for Kolding Bibliotek og benytte sig af tunellen under banegården.

Den strandede hval er en næbhval af arten nordlig døgling. Nordlig døgling er en tandhval, der lever i det nordlige Atlanterhav bl.a. omkring Grønland. Den lever overvejende af blæksprutter og bliver normalt 5,8-9,8 meter lang. Kolding-hvalen blev observeret i Kolding omkring den 24. januar, hvorefter den har ligget i Kolding Fjord tæt ved land, indtil den onsdag blev erklæret død og bugseret ind til Kolding inderhavn af slæbebåden Caspar.

Alt arbejdet omkring den strandede hval er sket i samarbejde med Kolding Havn, Naturstyrelsen Trekantsområdet, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Statens Naturhistoriske Museum, Nordsøen Oceanarium, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet, Naturpark Lillebælt og Kolding Kommune.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel