Kolding Netavis

Hvad skal vi med Slotssøen?

Læserbrev af Filip Bekic Bladt , fællesledelseformand og byrådskandidat for Socialdemokratiet i Kolding, Borgergade 4 st. th. 6000 Kolding.

Volkets Fylke vil skabe liv ved Slotssøen. Det er overskriften i JydskeVestkysten og Ugeavisen. De har på forsøgsordning fået lov til at lave caféområde på Søterassen. Målet er, at det skal være en permanent løsning.

Som borger, der bor i midtbyen og flittig bruger af Slotssøen til løb, gåture og til at finde ro eller mødes med venner, kan jeg være bekymret for denne tendens. Jeg har ikke noget imod Volkets Fylke, tværtimod synes jeg det er et utrolig godt koncept. Men jeg synes vi skal værne om vores grønne, rekreative åndehuler i byen. Vores by er blevet bygget til, og meget af det grønne er væk.

Jeg forstår godt, det er attraktivt at lave permanent cafe område ved Slotssøen, med smuk udsigt og meget central beliggenhed, men er det det værd?

For mig at se er der masser af liv ved Slotssøen, og jeg nyder virkelig at se mange glade mennesker. Slotssøen er et sted, hvor folk mødes, slapper af, løber en tur, får en is eller en pizza. Hvor turister går rundt og snakker om båden i Slotssøen og det flotte slot.

Hvis vi gerne vil have flere grønne rekreative åndehuller i byen, skal vi sætte pris på dem vi allerede har. Prisen skal ikke gøres op i kroner og ører, men i menneskelig værdi for mange mennesker, som bruger Slotssøen som frirum. Vi kan sagtens proppe søterassen med mennesker, men det vil have konsekvenser for de mange mennesker som allerede bruger Slotssøen og området. Alt kommer med en pris, og når vi prioriterer noget, vil det gå ud over noget andet.

Jeg håber vi passer på vores natur og sikrer at der fortsat vil være mange grønne områder, som vi kan nyde uden at det nødvendigvis skal have et rentabelt formål, men i stedet kan skabe værdi for flest mulig mennesker.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *