Kolding Netavis

Husk at stemme

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Læserbrev af Villy Søvndal (SF), borgmesterkandidat, Gl. Bjert 39c, 6091 Sdr Bjert.

Valget i Kolding Kommune er det vigtigste i mange år. Jeg mener Kolding kommune har brug for en ny retning. Velfærden skal sættes først og alle skal med.

Men, det kræver, at du bruger din ret til at stemme.

Hvis jeg får chancen for at stå i spidsen for byrådet, vil jeg lægge op til et samarbejde ikke mindst med de partier, der er tættest på os, men også bredt i byrådet.

Jeg vil prioritere den offentlige velfærd og hjælpen til dem, der har størst behov. Det gælder ældre, der ikke får den hjælp de burde, unge mennesker med handicap, hvis bekymrede og frustrerede forældres fortællinger gjorde indtryk. Det gælder de udsatte grupper, hvor værestederne blev besparet og slået sammen og mange flere.

Jeg mener også, vi skal styrke vores lokale folkeskole, der desværre er sparet helt i bund. Det er en investering i fremtiden, som kan sikre, at flere børn lærer mere, og flere unge vil tage en ungdomsuddannelse. Derfor var det vigtigt for SF, at vi har fået sat fokus på skolen under valgkampen, og vi er glade for, at flere partier nu også siger, de vil investere i vores fælles fremtid ved at styrke folkeskolen. Det lover rigtig godt.

Og så er det nu, vi skal bringe Kolding Kommune i front med den grønne omstilling, hvor vi kan gøre langt mere i forhold til udbygning af vedvarende energi, energibesparelser og samarbejde med landbruget om at nedbringe CO2. Samtidig skal vi sikre den kollektive trafik og skabe plads til mere vild natur.

Hvis vi skal nå alt det og mere til, er der brug for et nyt flertal i Kolding Kommune, der brænder for velfærden, skolen og den grønne omstilling.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *