Kolding Netavis

Husk at bestille tid, hvis du skal på skadestuen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: BlumePress.

Skadestuerne i både Kolding og Vejle mærker, at folk møder op, uden at de har bestilt tid. Det øger presset på skadestuerne.

Især her i sommermånederne mærker skadestuerne øget travlhed. Og bedre bliver det ikke, når folk ikke bestiller tid, hvis de skal på skadestuen. Derfor kommer skadestuerne i Kolding og Vejle (Sygehus Lillebælt) nu med en opfordring til borgere, der har brug for behandling til enten dem selv eller til en pårørende:

-Ring og få en tid til skadestuen på forhånd. Så undgår man at sidde og vente unødigt længe, siger cheflæge på Ortopædkirurgi på Vejle Sygehus, Per Wagner Kristensen, i en pressemeddelelse.

Han er med til at lede sygehusets skadestue.

Du skal ringe til lægevagten

Mens man som borger for år tilbage kunne møde uanmeldt op, er skadestuerne nu visiterede.

-Det betyder, at man skal have fat i lægevagten og have en tid til at komme på skadestuen. Så taler man med enten en læge eller sygeplejerske, der vurderer, om borgeren skal på skadestuen. Og så får man efterfølgende en vejledende ’cirka-tid’, forklarer Per Wagner Kristensen.

Over 200 borgere mødte i maj måned uanmeldt op skadestuerne i Kolding og Vejle. Det er med til, at øge presset på skadestuerne og ventetiderne bliver længere for alle.

Mette Grau, der er specialeansvarlig sygeplejerske på skadestuen i Kolding, formoder, at det er uvidenhed, der er grunden til, at flere borgere ikke bestiller tid på skadestuen.

Hvis du skal på skadestuen, skal du ringe på 7011 0707.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel