Efter næsten tre års kulturaktiviteter i Pitstop bygningen på Jernbanegade i Kolding ser Huset Fundament sig nu nødsaget til at finde sig et nyt sted at holde til.
Trods kommunal medfinansiering må foreningen opgive, at kunne købe ejendommen, der har været deres base gennem alle tre år. Nu må de i stedet flytte.
Formanden for Huset Fundament, Benny Dall, fortæller i en pressemeddelelse, at foreningen mødte enorm opbakning fra alle sider, men ikke kunne finde en løsning på at købe huset:
-Det er nedslående og føles urimeligt. Mens vi har drevet Huset Fundament, har vi haft over 15.000 gæster i huset, utallige koncerter, hundredvis af velbesøgte workshops, hundredvis af frivillige og enorm opbakning fra andre aktører i musiklivet, fra Kolding Kommunes afdelinger, uddannelsessteder, ejeren af huset og alle andre. Vi har arbejdet hårdt og fået en enorm krammer fra byen til gengæld. Det er kæmpestort. Nu må vi indse at vi må opgive vores drøm om at eje vores eget sted, og at vi må flytte. Det er svært at sluge, siger Benny Dall.
Selvom Huset Fundament må opgive drømmen om at eje deres eget sted, er det vigtigt for dem at påpege, at Huset Fundament er mere end blot en bygning. Det er en bevægelse for alsidig alternativ kultur og vil fortsætte med at være det på trods af deres søgen efter et nyt tilholdssted.
Foreningen fokuserer nu på at bringe deres fællesskab videre på andre måder.