Der skete omfattende skader på huset, der lørdag brændte mellem Taps og Christiansfeld.
Lørdag udbrød der brand i et hus på Koldingvej mellem Taps og Christiansfeld. Branden startede ved 17.20-tiden. Og der skete omfattende skader:
– Hele førstesalen og taget er brændt. Og der er vandskader i resten af huset, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jeppe Tranum, til Kolding Netavis.
Stuehuset er sammenbygget med værksted og udhus. Beboeren – en 58-årig mand – var ikke hjemme, da branden brød ud.
Huset er indtil videre ubeboeligt.
Brandårsagen er endnu ukendt:
– Men branden er formentlig startet på loftet, siger vagtchefen til Kolding Netavis.
Politiets brandteknikere skal i den kommende uge undersøge brandstedet for at klarlægge brandårsagen.
Se billederne øverst i artiklen…