Den 20. november deler tusindvis af børn og unge fra hele landet deres drømme for at fejre FN Børnekonventionens fødselsdag. Koldings borgmester Jørn Pedersen byder velkommen, og efterfølgende er der koncert med dygtige musikere.
700 børn og unge i Kolding Kommune er inviteret til to magiske Drømmekoncerter på ”Godset”, når organisationen Barndrømmen markerer den nationale kulturindsats Go Creative med et stort offentligt arrangement på FN Børnekonventionens Fødselsdag den 20. november.
Under koncerterne vil børnene blive introduceret til den anerkendte danske komponist, Carl Nielsen, der ligesom H.C Andersen kom fra Fyn og fattige kår, men drømte stort og brugte musikken til at realisere sine drømme.
Der vil under koncerten blive afviklet et flot lysshow, som viser alle de flotte kreative værker af børnenes drømme, som organisationen Barndrømmen har modtaget på digital vis op til dagen. Koncerterne lægger også op til sang og musik, som børnene kan synge med på.
Koldings borgmester Jørn Pedersen deltager også på dagen med en kort introduktion til, hvad FN Børnekonventionen egentlig handler om.
Alle 700 børn på dagen bliver trakteret med drømmekage og kakao.
Programmet
Kl. 10.00 – 11.00: Første koncerter for 350 børn afvikles på afviklingsstedet ”Godset” i Kolding. Her deltager Koldings borgmester Jørn Pedersen også ved koncerten med indledende tale.
Kl. 12.00 – 13.00: Anden koncert afvikles for 350 børn på ”Godset” i Kolding.