Hotellet på Banegårdspladsen i Kolding får nu lokale ejere.
First Hotel Kolding får nu lokale ejere og skifter navn til Hotel Kolding. Hotellet ligger på Banegårdspladsen i Kolding.
Hotellet ansatte fornyligt administrerende direktør Tony Bak, der efter en lille omvej sagde ja til at komme tilbage til hotelbranchen og glæde mange kommende gæster med hans store erfaring – primært fra København, herunder Hotel D’Angleterre, Radisson Blu, samt First Hotels:
– Vi byder vores gæster og venner fra nær og fjern velkommen til byens hotel med nyt og nærværende liv. Velkommen hjem til det bedste udgangspunkt for at opleve livet i Kolding, bliv for en tid en del af byens bankende hjerte på Hotel Kolding. Sammen med vores dygtige kollegaer i byen og mange gode samarbejdspartnere ser vi frem til masser af glade gæster i Kolding igen, siger Tony Bak i en pressemeddelelse.
Hotel Koldings juridiske navn er kommanditselskabet K/S Atlantic Hotel Kolding. De lokale ejere er Jens Nielsen Investeringer Danmark fra Aarhus, oplyser Tony Bak til Kolding Netavis.
Hotel Kolding hejser flaget og åbner den 15. juni.
Fakta
Hotel Kolding er bygget i 2005 som en del af E/F Slotsmøllen, har i dag 136 moderne værelser og ligger på byens bedste placering sammen med Kolding bibliotek og har Slotssøen med Koldinghus på toppen som smuk nabo.
Hotellet blev i 2018 købt af K/S Atlantic. K/S Atlantic blev under ledelse af byens Statsaut. Ejendomsmægler Jens Nielsen skabt i 1977 med købet af Hotel Atlantic i Aarhus.