Kolding Netavis

Her påvirkes trafikken i vinterferien

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Der bliver etableret hastighedsbegrænsning på 30 km/t og bilister ledes ind i den ene af vejbanerne.

I vinterferien kommer den nordgående trafik på Vejlevej/Vestre Ringgade i Kolding til at glide lidt langsommere end normalt, mens TREFOR Vand sløjfer et gammelt teknisk anlæg, som ligger under midterhellen på Vejlevej ved Låsbygade.

14.-18. februar bliver der i tidsrummet kl. 9-15 arbejdet ved midterhellen. For at beskytte vejarbejderne lukkes en del af den venstre vejbane på Vestre Ringgade i nordgående retning frem mod krydset Vejlevej/Låsbygade. Bilisterne ledes i stedet ind i den højre vejbane, og der indføres hastighedsbegrænsning på 30 km/t.

Samtidig flyttes fodgængerfeltet i krydset Vejlevej/Låsbygade midlertidigt lidt længere sydpå på Vestre Ringgade.

-Vejlevej/Vestre Ringgade er blandt vores mest trafikerede strækninger. For at sikre, at færrest mulige trafikanter bliver påvirket af sløjfningen af anlægget, har vi givet tilladelse til, at arbejdet kan udføres i vinterferien i dagtimerne uden for myldretiden, fortæller vejmyndighed Charlotte Wedel fra Kolding Kommune.

TREFOR Vand oplyser, at der under midterhellen ligger en mindre bygning opført i 1930’erne til manuel betjening af ventiler på ledningsnettet. Anlægget er ikke længere i brug, men presset fra vejbanen kan på sigt udgøre en risiko for, at bygningen falder sammen. Derfor bliver bygværket nu brudt ned, og hullet fyldes efterfølgende med jord.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel