I uge 42 begynder arbejdet med et 4-benet lyskryds ved Skamlingvejen, Kløvervej og ind mod lystbådehavnen.
I dag er det et T-kryds, men et nyt lysreguleret kryds med flere svingbaner, skal få trafikken til at glide bedre. På et areal mellem Skamlingvejen og hundeskoven skal der bagefter etableres en tiltrængt plads til bådoplag for sejlerne. Derfor bygges krydset om til et 4-benet kryds.
-Det er en kombination af, at vi gerne vil forbedre trafikken på Skamlingsvejen og Kløvervej, samt i rette tid gøre os klar til øget trafik, når vi forhåbentlig får lov til at bygge Marina City. Vi har naturligvis respekt for sagsbehandlingen og klagerne omkring Marina City, men arbejdet på land – så vi får trafikken til at glide bedre – sættes ikke i stå, siger borgmester i Kolding Kommune, Jørn Pedersen (V), i en pressemeddelelse.
Dagligt kører op mod 10.000 biler på denne del af Skamlingvejen. Det er planen, at vejen kan benyttes i hele perioden, men med nedsat hastighed og smallere vejbaner. Lyskrydset vil være klar sidst på foråret. Den samlede pris vil ligge på 3-4 mio. kr.
De midlertidige p pladser og ny natur
Kolding Kommune har tilbudt midlertidige p-pladser på jorden, hvor der skal laves oplagsplads til bådene. Fra uge 42 inddrages nogle af p-pladserne til byggeplads, men den seneste tid har der ikke været mange biler, der bruger p-pladsen. Så der er indtil videre plads til både maskiner og parkerede biler.
I forbindelse med, at der gøres plads til bådene, forbedres et eksisterende grønt område med større biodiversitet mellem Skellet og Hegnet i Tved som erstatning for det areal, der fremover skal være bådoplag.