Forsøget med trafikbump i Koldings midtby ændres en smule, da bumpene i Skolegade fjernes i slutningen af denne uge, mens de trafikale forhindringer og de grønne elementer i Bredgade forbliver.
Bumpene og de grønne elementer blev opsat midt på sommeren, som et midlertidigt trafikforsøg i den historiske bykerne. Formålet er at teste, om det er muligt at reducere den gennemkørende biltrafik i de smalle gader samtidig med at skabe en mere hyggelig og attraktiv midtby, som folk har lyst til at besøge og færdes i.
-Planen var at stoppe ved årsskiftet, men før vi laver vores endelige evaluering, vil vi gerne se, hvad det betyder for trafikken gennem den vestlige del af midtbyen, hvis vi fjerner bumpene fra Skolegade, men bibeholder fartdæmperne og de grønne elementer i Bredgade, fortæller Kolding Kommunes anlægs- og driftschef, Mads Astrup, i en pressemeddelelse.
Kommunens trafikplanlæggere har indsamlet data og talt med borgerne om deres oplevelse af forsøget indtil nu. Men en samlet evaluering præsenteres først for politikerne, når eksperterne har undersøgt, hvordan trafikken fordeler sig i midtbyen, når der kun er fartdæmpere med trafikbump og grønne elementer i Bredgade.