Restaureringen af Borchs Gård går i gang i starten af 2021.
Den gamle bykerne i Kolding er i øjeblikket ved at få et markant løft med grønne oaser, flere træer, legepladser, bedre opholdspladser, ny belysning og øget tilgængelighed. Senere følger en omfattende restaurering til 15 mio. kr. af det område, som måske trænger allermest til det – nemlig Borchs Gård.
Arbejdet med at restaurere den nedslidte Borchs Gård, som rummer en af bymidtens mest brugte parkeringspladser, går i gang i februar/marts 2021, og 1. juni skal en ny og anderledes charmerende Borchs Gård gerne stå færdig. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Hvordan Borchs Gård kommer til at se ud, kan man danne sig et indtryk af i de skitser, som Tegnestuen Mejeriet og landskabsarkitekterne fra DetBlå har udarbejdet med input fra borgerne. P-pladsen bibeholdes, men Borchs Gård bliver i langt højere grad et grønt og historisk byrum, som også vil kunne bruges til koncerter, julemarkeder og andre større events.
– Historisk set er Borchs Gård en baggård med praktisk brugsværdi, og det holder vi fast i. Det skal ikke være et prydanlæg eller en æstetisk flot plads som Akseltorv, men vi bestræber os på at få den gamle baggård til at hænge bedre sammen med resten af den historiske bykerne ved at skabe en god visuel kontakt til Bredgade og gågaderne, forklarer landskabsarkitekt Thomas Thinghuus, Kolding Kommune.
Parkeringspladserne
Borchs Gård har i dag godt 100 p-pladser. Det ændres der ikke på. Men parkeringsområdet indrettes på en mere hensigtsmæssig måde, så det bliver lettere at køre rundt og finde en ledig plads.
– Vi bibeholder de smukke gamle brosten som en del af belægningen. Men vi skærer toppen af stenene, og fugerne mellem dem bliver faste, så det bliver mere komfortabelt og sikkert at gå på brostenene, fortæller Thomas Thinghuus.
På pladsen vil der være handicappladser, opladerpladser til elbiler samt to læssezoner, hvor lastbiler kan aflevere deres varer uden at forstyrre området øvrige trafik.
– Vi får selvfølgelig en udfordring med p-pladser i anlægsfasen. Vi regner med at kunne dele arbejdet op i faser, så ca. halvdelen af pladserne vil være tilgængelige det meste af tiden. Men vi undgår ikke ekstra pres på p-pladserne i midtbyen i en periode, erkender Thomas Thinghuus.
Grøn oase med masser af træer
Mens parkeringspladserne kommer til at fylde den centrale del af Borchs Gård ud, plantes der er rand af forskellige træer rundt om pladsen.
– Når vi spørger borgerne, peger de generelt på, at de gerne vil have en mere grøn midtby med flere træer og små grønne oaser. Det ønske kommer vi også til at opfylde i Borchs Gård. Nogle af de store flotte træer, som allerede står i Brochs Gård, beholder vi selvfølgelig. Derudover planter vi en række forskellige træer som f.eks. hæg, tjørn, bærmispel, paradisæble, sydbøg, spidsløn og gråpopler. Træerne er meget forskellige i udtryk, og de plantes i partier, så de hænger godt sammen med de bygninger og funktioner, som de placeres ved, fortæller Thomas Thinghuus.
Bænke, lys og belægning
I den østlige del af Borchs Gård – nærmest Østergade – opstilles enkelte bænke, og så kommer der ny belysning i hele baggården.
– Borchs Gård er ikke særlig godt oplyst i dag. Nu opstiller vi master med LED-lamper ligesom i resten af den nyrestaurerede bymidte, hvilket vil give en markant bedre belysning, forklarer Thomas Thinghuus.
Belægningen bliver præget af genbrug. Ud over baggårdens eksisterende brosten og pigsten anvendes f.eks. nogle af de bordurfliser, som tidligere har været brugt på Tombolapladsen.
– Selvfølgelig sparer vi nogle penge ved at genbruge belægningen, og det harmonerer fint med vores bæredygtighedsstrategi. Æstetisk giver det også rigtig god mening. I en baggård handler det ikke om at få et fuldstændig ensartet udtryk. Det skaber nogle spændende udtryk, når der leges med materialerne forskellige steder på pladsen, og på den måde får Borchs Gård sin helt egen poesi i vores historiske bykerne, understreger Thomas Thinghuus.
Endelig kommer der nye toiletter som erstatning for den nedslidte toiletbygning. De nye faciliteter ventes integreret i en af de eksisterende ejendomme omkring pladsen.
Skitse over, hvordan Borchs Gård skal indrettes med p-pladser i midten og en grøn rand af træer omkring pladsen. Indkørslen til Borchs Gård fra Bredgade ses til venstre på tegningen. Illustration: Tegnestuen Mejeriet.