Kolding Netavis

Her er køberen af Bramdrupdam Kro

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Siden 1854 har Bramdrupdam Kro været et populært spisested for tusindvis af gæster, der er kommet forbi kroen. Men nu er æraen som en kongelig privilegeret kro slut. EDC Erhverv Poul Erik Bech i Kolding har formidlet salget af den historiske kro. Den nye ejer har planer om at omdanne kroen til enten et sundhedshus, et seniorbofællesskab eller måske noget helt andet.

Efter 22 års succesrig ledelse af Bramdrupdam Kro nærmer Leif Kaspersen og Elsebeth Knudsen sig afslutningen på deres tid som ejere. Den 20. oktober vil kroen have sin officielle sidste åbningsdag, og den 1. november overtages den af den nye ejer, Pierre Ejendomme. Fremtiden for den kongelige privilegerede kro er endnu uvis, men det ser ud til, at krodriften ikke fortsætter.

-Ejendommens fremtid er stadig usikker, men vi overvejer at ændre dens anvendelse. Vi ser på to mulige spor: enten ombygning til et sundhedshus eller et seniorbofællesskab. Dog er der også mulighed for et helt tredje spor. Vi må afvente og se, hvad fremtiden bringer, fortæller direktør for Pierre Ejendomme, Pierre Legarth, i en pressemeddelelse.

Populært mødested

Bramdrupdam Kro har været et populært mødested i Kolding og en historisk interessant ejendom, som alle lokale koldingensere kender til. Den har været et hotspot med en fremtrædende beliggenhed på Vejlevej, Koldings mest trafikerede indfaldsvej. Pierre Legarth fortæller, at beliggenheden med nærliggende dagligvarebutik, busstoppested og storcenter gjorde købet af kroen attraktivt.

Bramdrupdam ligger fem kilometer nord for Kolding centrum og har nem adgang til E20 motorvejen. EDC Erhverv Poul Erik Bech Kolding har bistået med salget af den historiske kro, der har været til salg i et halvt års tid.

-Det er ærgerligt at se kroen lukke efter så mange år og efter at have været en central del af Bramdrupdam. Vi er glade for at have hjulpet de nuværende ejere videre og ønsker dem held og lykke i deres fremtid. Hvad end næste kapitel i historien om Bramdrupdam Kro bringer, vil jeg følge med spænding, siger ejendomsmægler John Wendel Vogt fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Kolding.

Bramdrupdam Kro har sidste åbningsdag den 20. oktober.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel