Kolding Netavis

Her er den nye “Onside”-vært

Signe Vadgaard Onside-vært på Viaplay. Foto: NENT Group.

Den nye frontfigur er på plads til fodboldmagasinet “Onside”.

Signe Vadgaard bliver ny frontfigur på superligamagasinet Onside, når 3F Superligaen hver uge ruller ud på Viaplay og TV3 Sports kanaler. I tæt samarbejde med Viaplays øvrige Superliga-hold kommer Signe Vadgaard til at bringe dugfriske indsigter i alt, hvad der rører sig i Superligaen – både på- og udenfor banen.

38-årige Signe Vadgaard skifter således Premier League ud med Superligaen, når hun får debut i Onside-studiet sammen med Kenneth Emil Petersen og Glen Riddersholm den 17. oktober på Sydbank Park, hvor Sønderjyske får besøg af FC København.

-Superligaen er dér, de fleste af os starter i vores kærlighedsforhold til fodbold. Nogle af os har været på stadion som helt små piger og drenge og drømt stort; dét der skal være mig en dag. Det er et kæmpe privilegie at overtage Danmarks længst kørende fodboldmagasin, der gang på gang sætter dagsordenen for dækningen af 3F Superligaen. Og JAA, hvor har jeg savnet at være ude på stadion og se fodbold. Jeg glæder mig, lyder det fra Signe Vadgaard.

Signe Vadgaard har været tilknyttet TV3 Sport siden maj 2019, hvor hun har formidlet fodbold fra øverste hylde.

Tidligere har blandt andre Jakob Kjeldbjerg, Peter Palshøj, Per Frimann og Camilla Martin haft værtsrollen i Onside-studiet.

Tagget med:
Del denne artikel