Folkekøkkenet har fået ny leder. Hun kommer fra et job som medejer og leder i den social ansvarlige virksomhed Zendoo.
Sanne Kjærgård er begyndt som ny leder af det sociale værested Folkekøkkenet i Kolding.
Folkekøkkenet er en del af KFUM’s Sociale Arbejde og ligger på Haderslevvej 47. I værestedet kommer dagligt op mod 70 gæster for at nyde fællesskabet med snak, kaffe, god mad og aktiviteter. Folkekøkkenet tilbyder også forskellige former for hjælp, støtte og omsorg til sårbare mennesker og kan fx hjælpe mennesker videre til KFUM’s Sociale Arbejdes gældsrådgivning, retshjælp og konfliktmægling.
Som ny leder er Sanne Kjærgård Folkekøkkenets fyrtårn, der blandt andet skal lede og understøtte medarbejdere og frivillige, som alle bidrager til fællesskabet og den gode stemning. Folkekøkkenet drives af KFUM’s Sociale Arbejde og har en samarbejdsaftale med Kolding Kommune.
Sanne er uddannet cand.mag. i læring og forandringsprocesser, og kommer fra et job som medejer og leder i den social ansvarlige virksomhed Zendoo, hvor hun har været med til at beskæftige personer på kanten af det ordinære arbejdsmarked. Tidligere har hun bl.a. været vejleder og underviser i Røde Kors’ asylcentre. Hun har som frivillig været engageret i både foreningen Women in Process, Ungdommens Røde Kors og som projektleder for Familienetværket Unge Forældre under Røde Kors.
Sanne bor på et landsted i området omkring Kolding, og bruger tid på sin familie og venner samt nyder fritiden i naturen.
KFUM’s Sociale Arbejde hjælper børn, unge og voksne i udsatte livssituationer, fx ensomme, hjemløse, psykisk sårbare, mennesker i misbrug og fattigdom, sårbare familier og andre, som står udsat. KFUM’s Sociale Arbejde er en af Danmarks største sociale diakonale organisationer med over 170 institutioner og sociale tilbud, 1.250 ansatte og 2700 frivillige.