Grøn har torsdag offentliggjort de første to navne til dette års festival, der også kommer til Kolding.
Rapdronningen og Grøn-debutant Tessa samt det legendariske rockband Carpark North er de første navne, som nu er offentliggjort til dette års Grøn, der også kommer forbi Kolding.
-Jeg glæder mig sindssygt meget til at komme med på min første Grøn tour nogensinde. Jeg har selv været til mange Grøn koncerter som publikum, så jeg glæder mig for vildt til, at jeg selv skal stå på scenen. Jeg lover jer det vildeste show. Jeg elsker Grøn for, at der er ‘Plads til forskelle’, hvor hverken musik eller publikummer skal passe ind i en bestemt boks – jeg minder jo heller ikke selv om nogen andre i musikbranchen, og derfor bliver det bare ekstra fedt, at rejse rundt i Danmark med det budskab i ryggen, fortæller Tessa i en pressemeddelelse.
Carpark North har været med på Grøn hele fire gange – i 2003, 2010, 2013 og 2019.
-Det bliver så fedt at vende tilbage til Grøn, og vi er tre gutter, der virkelig glæder os til at spille store, udendørs koncerter igen for et live publikum. Vi kommer med vores største hits og et eksklusivt show, så publikum kan godt glæde sig! Vi elsker at spille Grøn, fordi det er en fest, hvor vi i vores forskellighed bliver til mere, end vi ville være hver for sig! Det er ren kærlighed, lyder det fra Carpark North.
Grøn kommer til Kolding den 22. juli. Det foregår i Seest.