Kolding Netavis

Her er de dårlige vaner på motorvejen, som bilisterne selv indrømmer

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Danmark
Pressefoto/Gjensidige.

Bilister indrømmer, at de har dårlige vaner på motorvejen. Det viser en ny undersøgelse.

Selvom de fleste bilister betragter sig selv som ansvarlige og kompetente, har mange svært ved at overholde færdselsloven.

En undersøgelse lavet af YouGov for Gjensidige afslører, at bilister ofte praktiserer de samme dårlige og ulovlige vaner, som de brokker sig over hos andre trafikanter på motorvejen. Især hastighed er et område, hvor danskerne har udfordringer med at tage færdselsloven alvorligt. Ifølge undersøgelsen svarer 44 procent af bilisterne, at de har kørt hurtigere end fartgrænsen, mens 29 procent har kørt langsommere end fartgrænsen.

-Færdselsloven skal sikre, at trafikken afvikles smidigt, så der ikke opstår potentielt farlige situationer. Motorveje er den sikreste vejtype, men sikkerheden kan udfordres både af for høj og for lav hastighed, fortæller Lene Rasmussen, skadedirektør i Gjensidige, i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser også, at mange danskere ignorerer reglerne om placering i trafikken. Ifølge færdselsloven skal bilister holde sig til højre og trække ind til højre efter en overhaling. Dog indrømmer 18 procent af bilisterne, at de ikke altid følger reglen om at holde til højre.

“Det kan føles mere trygt at blive i midtersporet, men der er faktisk gode sikkerhedsmæssige grunde til reglen om at holde til højre. Og det hjælper også andre, hvis man blinker i god tid, før man skifter vognbane. Pludselige opbremsninger kan hurtigt føre til ulykker, især når hastigheden er høj,” tilføjer Lene Rasmussen.

Yderligere viser undersøgelsen, at 15 procent af bilisterne ikke overholder bremseafstanden, 12 procent blinker ikke i god tid, før de skifter vejbane, og 10 procent er i tvivl om reglerne for sammenfletning.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel